Min blog indeholder tanker og andre indfald der berører mig og som jeg også har stor lyst til at høre din mening om.

Følg mig på Spotify  (00:30)

Hvis du lytter til musik på Spotify, så er der en lille ting du kan gøre som vil være en stor hjælp for mig: FØLG mig der!

Når jeg opnår 250 følgere, vil Spotify "verificere" min konto, dette åbner for nogle ret gode muligheder for min musik, jeg vil også kunne holde dig opdateret når jeg udgiver ny musik eller laver nye playlister.

Hvis du har et sekund, venligst klik "follow" herunder. Det vil være en stor hjælp og jeg sender med det samme et stort kram tilbage i mine tanker. Tak!

Mine mest populære sange lige nu

Hængslerne er smurt  (01:47)

Haengsel

Dørene binder
Da jeg fik comeback i 2013 med albummet 'Nærmeste Solopgang' - gik det op for mig, at jeg måtte samle ny viden om min vej fremad. Det var helt forfra, selvom jeg havde et par albums bag mig og en 30 årig karierre som professionel musiker. Intet var, som jeg kendte det. Dørene bandt. Hængslerne havde sat sig. Der var lukket. Heldigvis stod der pivåbent ind til min egen nysgerrighed, og jeg lod kun frustrationerne over den nye virkelighed kratte lidt i overfladen og viftede dem og - vifter dem fortsat - væk som fluer på en sommeraften....én efter én.

Lige efter 'genfødslen'
Flere gange i de tidlige måneder efter udgivelsen af 'Nærmeste Solopgang' måtte jeg spørge mig selv, om jeg virkelig var klar til - som over halvtredsårig - at bringe min kunst på banen i en verden, der allerede var optaget af ildsjæle, kendisser og tusindkunstnere. Danmarks Radio har en alvorlig finger med i spillet, når det gælder at skabe pophits, der når ud til den brede befolkning, og skuffelsen var stor, da jeg fandt ud af at der netop i 2013 indfandt sig en ny politik hos DR, der bestemte at kunstnere som jeg pr. definition skulle væk fra de brede FM flader og over på DAB radio og P5. Mange forhold betød, at jeg skulle finde min dybeste passion for sangskrivningen frem og beslutte at gå 'all in', eller opgive ambitionerne og være tilfreds med det jeg allerede havde opnået.  

All in (Over alle bjergene)
Nu godt 2 år efter mit comeback har jeg udsendt singlen 'Over alle bjergene', og den titel fortæller mere om, hvem jeg er, end jeg lige gik og troede. Titlen er umiddelbart min konklusion af, at kærlighedslivet bærer frugt, hvis man vælger at gå hele vejen trods udfordringer. Men den rammer også alle andre aspekter af mit liv og ikke mindst min kunsterkarriere. Ved at tage min karriere i hånden og kigge de kulsorte perspektiver dybt i øjnene, har jeg fundet en lille lysende sti at gå ad. Hvor hængslerne på dørene før havde sat sig helt fast, er det nu som om, nogen eller noget har dryppet lidt olie i dem. De knirker, men giver langsomt efter, og jeg tænker at om 2 år mere med samme ihærdighed og optimisme, er der ingen der aner hvor jeg står med mine sange. Det eneste, der er sikkert, er, at jeg står et helt nyt sted. Det ku' så let gå godt, jo! (Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldts yndlingscitat) 

Musik / Historie
Eftersom du læser her over 1 minut inde i mit blogindlæg, må du have fattet interesse for min musik, min person eller den historie, jeg langsomt og tålmodigt er ved at folde ud. Uanset hvilken af de tre dele, der inspirerer dig mest så vil jeg anbefale dig at holde øje. For et sted på vejen kan det være, at mine sange begynder at give dig noget, eller det kan være, at min historie beynder at inspirere. Jeg deler gladeligt ud af begge. 

Fremtiden......
Der dukker flere og flere kontakter op, som efterhånden tager mig seriøst. Jeg bliver støttet økonomisk af DPA, jeg har mit label Giant Sheep Music bag mig, og jeg har efterhånden en skare af almindelige mennesker, for hvem det jeg står for slet og ret giver rigtig god mening. Uanset, så er jeg på vej, for jeg besluttede mig til at gå 'Over alle bjergene' med det her, og det er kun derfor at jeg nu kan ane at noget spirer, at noget bevæger sig selvom det er næsten usynligt og kan det ikke ses med det blotte øje, så kan jeg høre det fordi hængslerne på dørene skriger ikke så højt mere. De glider langsomt op til fremtiden..............  

  

 

Kender du mig - processen  (01:30)

Stig Skovlind, Mads Løkkegaard og Jakob Groth i Medley Studios

Her er historien bag tilblivelsen af sangen 'Kender du mig'

Jeg mødtes med to for mig helt ukendte kolleger - nemlig Mads Løkkegaard og Jakob Groth i Jakob's studie Medley Studios i November 2014. Jeg havde været så heldig at få opbakning fra DPA (Danske Populær Autorer) i form af en co-writing og produktionssession. Så planen var at møde de her folk og i fællesskab skrive en sang på et blankt stykke papir og færdiggøre en single over 3 dage.  

Det viste sig over den første kop kaffe at vi gik fint i spænd med hinanden musikalsk og i forhold til det de først ord der dukkede op 'Kender du mig' - måske nogle meget præcise ord at arbejde udfra når man tager i betragtning at vi ikke kendte hinanden og hver især gik helt fordomsfrit ind i processen. Vi jammede melodistumperne ud og teksten opstod i det felt af musikalsk arbejde og almindeligt snakkeri der naturligt opstod i forsøget på at lære hinanden at kende. Mens melodien begyndte at tage form - begyndte billederne der passer til udtrykket 'Kender du mig'. 

 Når man på facebook klikker ind på en personlig profil på en person man ikke er forbundet til - står der 'Kender du xxxxxxxx' og vi snakkede frem og tilbage om værdien eller måske tabet af samme der kan tabes af at vi alle kan udgive en version af os selv på de sociale medier. Vi talte om at man kan fremstille drømmen om en selv. På den måde kan ordene 'Kender du mig' blive flertydige og uklare og vi kan derfor i virkeligheden tabe forbindelsen til virkeligheden idet vi forbinder os til hinandens - måske uvirkelige fremstilling af os selv - når vi forbinder os til hinandens sociale profiler på nettet. 

Der ligger en form for ironi i ordet forbindelse. Den tanke fik mig til spontant at at synge ordene 'hver for sig er der kun mig de her dage' og ja det lyder jo logisk - men som poesi kommer eftertænksomheden i spil og pludselig får disse ord et spil der rammer den sandhed  ind - at vi måske skaber større afstand ved at forbinde os med hinandens elektroniske og måske forherligede profiler.

Mine nære analoge venner kommer serveret med morgenhår, forvirrede selvbilleder og masser af ridser i lakken. Derfor er det så rart at være i deres nærvær - for så kan jeg uden at skamme mig det mindste optræde med morgenhår, et forvirret selvbillede og ridser og buler i historikken. Det er et menneskeligt behov ikke at behøve at forstille sig - jeg kalder det at være menneske. Fri af pudder, fri af glam, fri af det flashy. FRI 

Kender du mig - covergrafik

Onkel Knud  (00:30)

I anledning af Halfdan Rasmussens 100års dag hylder jeg her manden og poesien der er sådan en stor del af mit liv sammen med kærligheden og musikken.

Her er i den anledning et lille digt jeg har forfattet om min onkel Knud, der spillede på klaveret i mit hjem ved enhver tænkelig lejlighed. Han var en livsglad sprællemand og bragte noget vitalt ind i mit liv. Musikglæde og umiddelbarhed. Tak til Halfdan og tak til onkel Knud.

Scan 0042

Onkel Knud
 
Onkel knuds fingre på klaveret
De sorte tangenter var hans
De hvide var reserveret
Til gladere dage og dans

Lyden af de ustemte toner
Jeg vidste hvornår de kom
Han forsøgte at springe dem over
Han vendte alligevel om

Lyden af strålende sange
Der ordløst sprang fra hans hånd
Som bølgende vinde af klange
Der fyldte mit hjem med hans ånd

Juleaften St. George's Granada 1984  (4:21)

Juleaften uden jul.

St. Georges Granada 1984

Her kan du læse første afsnit om mit atlanterhavskryds i December 1984

2. afsnit

Aften d. 23.12.1984 på Atlanten syd for Bermuda med kurs mod St. George - Granada.

Jul uden jul - men ikke uden en overraskende gave

Ved 20 tiden løjede vinden af. Vi havde ellers sejlet godt til og vi havde holdt 5 knob hele dagen - hvilket var den nødvendige gennemsnitsfart hvis vi skulle holde drømmen i live om at nå Granada før juleaften. Vi sejlede hele aftenen med Bermuda om Styrbord og kunne se de kraftige projektører fra lufthavnen inde fra øen mens vi passerede den i nogle sømils afstand. 

Ironisk nok sejlede vi for Mesan, Store fok og Klyver idet vi et par dage forinden havde haft det uheld at knække ophalet til Storsejlet ved et pludseligt opstået uvejr, hvor vi ikke havde reageret hurtigt nok. Ophalet knækkede da kraftige vindstød tog for hårdt i storsejlet og det faldt ned på dækket med et gevaldigt knas. Det var et kort og hårdtslående tordenvejr. Jeg nåede ikke at blive bange selv om de minutter det varede forekom højdramatiske. Nu da vinden var løjet af ville Storsejlet og Fok'en have været mere passende - uden at jeg er synderligt sejlkyndig - og vi kunne have holdt en mere stabil fart. Men sådan skulle det ikke være. Spændingen om hvorvidt vi ville nå at holde jul i St. George blev dermed holdt i live og nu var det helt op til strøm og vind om hvorvidt vi skulle ligge herude og svuppe på 24. døgn mens juleaften stillede tikkede af uden for rækkevidde men inden for synsvidde.

Efter 23 døgn på Atlanterhavet uden fast grund under fødderne og under kompakte sociale forhold drømte jeg om land og luft omkring mig. At kunne gå i hvilken som helst retning jeg havde lyst og gøre hvad det passede mig. Dertil kom de 7 døgn vi først havde tilbagelagt fra Gran Canaria til Kap Verde. Alt i alt 1.5 mnd. på havet for en uprøvet sejler. Det eneste der havde sejlet før var min ungdom som jeg nu prøvede at få slået en sløjfe omkring med en afklarende pilgrimsrejse gennem det sydamerikanske kontinent.

Juleaftensmorgen kl. 04 - 1984

Jeg havde morgenvagt og og jeg styrede gennem resten af nattens uldtæppe. Kl 6.30 bommede vi og nu kunne vi skimte Granada. Skipper konstanterede at vi blot skulle runde en pynt for at nå ind i bugten i St. George. Først var øen bare en mørk klods men siden blev den mere og mere grøn, frodig og smuk mens solen tog til i styrke. Vi gjorde båden klar, vaskede op og satte flag. Vi startede vores motor for at sejle de sidste 4 mil ind til land.

Jeg opdagede at jeg drømte om at få mig et brusebad. Jeg havde simpelthen fysisk længsel efter at skylle mig ren og fri af saltvand.

Skipper inddeklarede båden og min makker Flemming og jeg hoppede i land og jeg havde svært ved at holde balancen. Bådens evige vuggen havde sat sig i min krop og sjæl og nu føltes det som om jorden gyngede i samme takt som skibet. Vi var nu i et tropisk paradis. Alle vi mødte på havnen var farvede og det kom som en overraskelse for mig. Faktisk gik det op for mig at jeg intet anede om Granada. Jeg troede måske at det ville være en etnisk blandet befolkning - men det var det ikke. Folk var venlige og smilende og talte højlydt på en charmerende engelsk dialekt.

Det lignende slet ikke jul. Det lignede det det var. En marina på en caribisk ø. Palmer, både af alle mulige slags og et virvar af mennesker. Ingen julemand....ingen spor af julen. Men det vigtigste af alt, og det der fik størst betydning, var at jeg fik hentet poste restante - altså breve hjemmefra. Fra mine forældre og fra min kæreste. Det havde jeg set frem til og af brevene fremgik det at alle havde det godt. Jeg følte et kæmpe savn da jeg læste brevene og fornemmede også at være savnet. Mange ting faldt dermed på plads indeni. Jeg fik en form for julefred i sjælen. Jeg postede selv breve der skulle til Danmark. Breve jeg havde skrevet undervejs og som blandt andet beskrev mine kommende rejseplaner.

Juleaften spiste vi Wienerschnitsel og drak tysk øl, smagte den lokale fjolletobak og jeg blev så utroligt træt at jeg efter at have været til katolsk midnatsgudstjenste faldt i søvn på en kirkebænk ved siden af mine kammerater der også kæmpede mod trætheden. Vi havde overværet en - for stedet - traditionsrig gudstjeneste med bla. prædikener og et gospelkor. 

Efter gudstjenesten sad vi på trappen udenfor kirken i den lune og stjerneklare nat. Præsten og en nonne kom ud og vi troede at vi skulle irettesættes for upassende at have trængt os på de lokales religiøse enemærker - men vi blev overrasket da de tog kontakt til os og var smilende og venlige. De ville blot høre hvem vi var og hvorfor vi var der. Det første kunne vi godt forklare. Vi var sejlet til øen fra Afrika og var landet i dag. Vi ville finde en passende måde at få aftenen krydret med lidt lokal jul og havde besluttet at det bedste bud var byens kirke. 

Gaven

Præsten begyndte at tale ud i luften da han erfarede at vi var danske. Han sagde at danskerne historisk set havde været et grusomt folk - men det til trods og sammenlignet med hans egen tro katolisismen og hvad den havde medført af grusomheder - mindede det danske folks historie ham trods alt om et lallende juleeventyr . Han sagde det sidste med en vis ironi og med et skælmsk glimt i øjet. Han virkede mest af alt som en præst der havde taget fri og havde glemt at hænge sin kappe i gadaroben. Nonnen, klædt helt i sort og med sort hætte var mere direkte og sagde disse ord til os - måske fordi vi var unge og klogede os i en halvbrandert....hun sagde meget tydeligt som til små børn 'The brain will die, the heart will grow'!


Bom. Sådan sagde hun. For at være helt ærlig så tog jeg det som noget højpandet snak fra en frelst...........jeg kunne ikke vide at jeg når jeg læser min dagbog idag 30 år senere - tror jeg godt at jeg forstår hvad hun mener og at hun med disse enkle ord - dengang - fik sået et spinkelt kim i mig - fordi den dag i dag er jeg overbevist om at der er noget om snakken. Jeg oplever hendes ord som en gave. En speciel julegave som det har taget mig 30 år at afkode. Hvis jeg skal oversætte det idag så må det blive noget i retning af at vores udvikling tvinger os til at vælge at leve med hjertet for ikke at vi skal gå til grunde i selv samme udvikling.

Det forklarer måske hvorfor nogle mennesker bruger deres liv på at skabe smukke ting, rejse, skabe sund udvikling og balance. Jeg tænker at det er deres hjerter der byder dem at bruge deres liv på det.

Af denne historie har jeg lært følgende lille påmindelse: Mærk dit hjerte, følg dit hjerte, du ved hvor det sidder.

Glædelig jul og godt nytår!

Kærlig Hilsen

Stig

Atlanterhavet d. 16. december 1984  (4:50)

Atlanterhavet d. 16. december 1984
(Foto: Henrik Schurmann)

1. afsnit

16. December 1984. Position: North Atlantic Ocean 35.748161, -39.463237

I dag for 30 år siden - i en alder af 21 år - befandt jeg mig på den tomastede skonnert Nana af København på en position 2/3 vejs fra Kap Verde (Afrika) til Granada (Caribien). Altså resterede der omtrent 1/3 af rejsen til Granada og spørgsmålet på det tidspunkt var, om vi ville nå frem til juleaften.

Jeg var påmønstret båden på Gran Canaria i midten af November 1984 med det mål at krydse Atlanten og nå Caribien  - og derefter det sydamerikanske kontinent,  hvor min rejse skulle fortsætte uden planlagt rute, men med det mål at nå Rio de Janeiro i løbet af året 1985.

At jeg skulle påmønstre en dansk båd med en ren dansk besætning var et tilfælde. Jeg 'blaffede' på havnen i Puerto Rico og bed på det første og det bedste tilbud, som viste sig at komme fra besætningen på skibet Nana. Besætningen bestod af 7 voksne, 1 ung knægt, 1 barn, to hunde og så mig. Jeg havde aldrig sejlet før og begav mig ud på mit livs eventyr.

 

D. 16 december 1984. Dag 16 efter afgang fra Kap Verde

Når jeg tænker på det nu,  var det lidt lige som en julekalender. At vågne op og se hvad naturen havde i julesokken til os. Jeg vågende kl. 04 klar til at tage min tørn ved roret. Vagten varede frem til kl. 08. Det var stille vejr. Buldrende mørkt. Den lette klimpren fra potter og pander, der dinglede let i takt med skibets vuggen. Blide dønninger mod skibets side og den evige knagen fra træværk der arbejder - selv i næsten vindstille vejr.

Det var endnu pivkoldt og jeg viklede mig i tæpper da jeg indfandt mig ved roret , som skulle holdes på den sædvanlige vestlige kurs i retning mod Granada.

Jeg havde været hårdt plaget af søsyge de første 14 dage, på dette stræk, efter vi forlod havnen i Kap Verde og sejlede vestover. Strømmen og bølgerne må have ændret skibets dans hen over havet på en måde, som slog mig ud. Jeg var fandme dårlig! 

Nu stod jeg så på vagt ved roret efter 15 dages ubønhørlig søsyge, kvalme og søvnløshed og drømte om fast grund under fødderne. Skibet lå næsten stille og de seneste 8 timer var vi drevet omkring 8 kilometer iflg. loggen. Det var ikke optimalt. Hvis ikke vejret ville slå om og give noget liv i passatvinden, kunne vi se frem til at holde juleaften om bord og fejre jul med dåsemad og flyvefisk. Jeg stod halvt vågen, halvt i søvne og drømte om en hvid sandstrand med palmer, azurblåt hav og en solstol med udsigt over havet. Jeg drømte om appetit og nattesøvn. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg havde fået det indfald at stikke af og blive eventyrer. Jeg kunne ikke lige selv fatte, at jeg faktisk var midt i et eventyr, et eventyr som uddannede mig og var med til at gøre mig til den jeg er i dag.

Jeg delte vagten med Tavs,  en ung mand som var lidt ældre end jeg. Vi talte om løst og fast og vi lavede alle mulige beregninger og mellemregninger, der skule holde liv i håbet om at nå Granada aller senest selve juleaftensdag. Jeg tror, jeg var drevet af håbet om at kunne sende livstegn hjem og ønsket om at sidde trygt på land og nyde at lækkert måltid. Nok mest ved tanken om, at alle derhjemme netop sad sammen og delte glæden ved hinandens selskab og så den lækre mad og alle godterne. Jeg er normalt ikke sentimental - ej heller længes jeg efter højtider eller gamle kristne traditioner - men lige dén her dag, der oplevede jeg noget, som jeg tror, jeg vil kalde SAVN. Jeg var ikke meget for at tilstå det, overfor mig selv. Jeg var jo på eventyr. Jeg var rejst væk. Jeg havde taget et anderledes valg. Jeg havde lyttet til alle formaningerne, som fulgte med det at rejse alene ud i verden. "Pas nu på". "Hvad har du gang i?" "Hvad er planen?" Så jeg måtte følgelig håndtere mine egne følelser med en vis fasthed. Ikke savne. Ikke længes. Ikke være lille. Ikke være svag. Alligevel var der denne morgen en lille fyr, der prikkede mig indeni. Lille Stig drømte om en juleaften i familiens skød.

Solen viste sit første svage lys i øst og afslørede et helt blankt og endeløst hav. Jeg kiggede tilbage - selvom jeg godt vidste, at der ikke ville være andet at se end vand og mere vand. Det må have været en symbolsk handling, for min hjerne prøvede at danne sig billeder af det jeg havde forladt. Mit - kan jeg se nu - unge liv afspillede sig selv bagude i horisonten - og fremme lå det ukendte land. Umiddelbart fik landet navnet Caribien og Sydamerika, men nu kan jeg se at landet skulle have haft navnet FREMTIDEN.

Jeg havde ikke fundet glæde ved skolelivet og var faldet fra gymnasiet i 2.g. Dels, fordi jeg ikke kunne samle mig om lektierne og dels, fordi jeg havde forelsket mig i skolens Petroff Flygel. Når jeg udeblev fra timerne, kunne jeg findes siddende ved flygelet i musiklokalet og klimpre mine hjemmebryggede melodier på det fantastisk klingende instrument. Jeg havde en kraft indeni mig, som jeg slet ikke vidste, hvad var og som jeg slet ikke anede, hvad jeg skulle stille op med.  I dag 30 år senere tillader jeg mig at kalde den enorme kraft for SKABERTRANG. Alle sagde: Pas din skole.....bliv til noget fornuftigt....brug dine evner....bliv normal. Jeg følte mig ikke normal. Jeg følte mig anderledes. Den her kraft havde magten over mig og den prøvede at overtale mig til at gøre noget andet, end det jeg fik at vide, var det rigtige. Jeg savnede dog troen på, at det jeg følte var rigtigt og jeg prøvede at blive 'normal'. Det er nok ikke et chok, hvis jeg nævner at det mislykkedes totalt. Selv ikke da jeg kom med i et orkester, som oplevede hurtig succes b. la. ved hjælp af sange, som jeg skrev, følte jeg mig rigtig. Der var noget, der manglede. Jeg tillader mig i dag, at kalde det spirende INTEGRITET. For hvad er succes, hvis det ikke stemmer overens med hvad der FØLES rigtigt eller væsentligt i livet?

Tilbage ved den tiltagende dag, midt på det åbne hav. Jeg gik ned og bryggede to små kopper pulverkaffe. Vi rationerede vandet - just in case. Min kop fik lidt ekstra pulver, så jeg kunne komme gennem resten af morgenvagten. Tavs takkede for kaffen og vi skiftedes til at holde roret, mens den anden læste,  eller slet og ret sov med en bog i hånden.

Jeg kiggede på kompasset og så nu at jeg måtte have blundet lidt, for skibet afveg en anelse fra kursen. I vindstille er det ikke fatalt og så snart jeg drejede på roret, gled skibets krop langsomt, men sikkert, tilbage på kursen. Jeg tænkte på de uvejr vi havde oplevet. De pludselige lavtryk, der opstod, som rev og flåede i sejlene, der i huj og hast skulle hives ned, for at masterne ikke skulle knække eller sejldugen flåes itu. I sådanne situationer havde jeg drømt om vindstille vejr, om solopgang på et blank ocean. Det havde jeg nu. Det var her. Varmen fra solen tog til og klokken nærmede sig otte. Kaptajnen stod med sekstanten (det var dengang) og dagens højdepunkt var, når han fastslog vores formodede position. Ved vagtskiftet kl. 8 sagde han de nedslående ord;  at juleaften formentlig skulle holdes med Bermuda i horisonten. Mit hjerte sank i brystet på mig.

Jeg lagde mig i nettet under bovsprydet og lod mine fingre drive gennem overfladen på det spejlblanke hav, mens tankerne strømmende igennem mig. Det var her, netop i denne scene, at det ramte mig, at jeg skulle sætte min egen kurs, i mit eget liv. Ingen skulle fortælle mig, hvad et liv er. Ingen skulle plage mig, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.  

Denne dag i 1984 - med 8 dage til juleaften lå jeg i total vindstille - midt på Atlanterhavet og kiggede ned i havet. Jeg drømte om at nå juleaften på Granada. Resten af livet skulle jeg nok nå uanset hvad.

Fortsættelse følger, hvorvidt vi nåede Granada og om det blev jul.

KH Stig

Tommy  (02:45)

Amagerbrogade5
(Foto: Kurt G. Rasmussen 1969)


1969 Ingolfs Alle København S.

Jeg sidder på min gule minicykel og spejder ned ad Amagerbrogade. Det er en almindelig dag. Jeg er 6 år gammel. Tommy, der er lydmand for Gasolin kommer og får vasket sit tøj hos min mor. Hun hænger det i gården på tørresnorene. Jeg triller rundt om det våde tøj der blafrer let i vinden. Jeg prøver at indsnuse hvem Tommy er. Denne langhårede vildmand med de klare øjne. Farverige hullede t-shirts. Hvad er det for et liv han lever? Jeg tænker at hvis jeg indsnuser duften fra hans tøj og lukker øjnene så kan jeg se en film i mit hoved om Tommys eventyrlige liv så længe jeg holder øjnene lukket. Jeg ser store højttalere, mixerpulte og skrigende publikum for mig. Tommy er noget ved musikken. Noget stort! Jeg kan dufte det. Se bare farverne på t-shirts'ene. Sådan er der ingen jeg ellers kender, der går klædt. Tommy må kunne li' sig selv. Hvordan kan han ellers gå sådan klædt? Ok, han var ikke den eneste hippie på Amagerbrogade men alligevel. Tommy hilste pænt med sit rare smil og sine klare øjne. Han vidste ikke hvad jeg hed - han skulle også bare have sit tøj vasket. Inde i mit barnehoved blev det til at jeg kendte Tommy fra Gasolin. Han var ven af huset. Jeg var pludselig også noget. Jeg sagde ikke til nogen at Tommy ikke kendte mig. 

To år senere flyttede vi til Helsingør. En dag i starten af halvfjerdserne skulle Tommy og Gasolin spille på Helsingør Gymnasium. Vi blev inviteret op til lydprøven i Gymnasiets aula. Det var magisk. Stolerækker. En mennesketom sal, bortset fra bandet på scenen, lysmanden, Tommy, mine forældre, en bekendt og mig. Tommy smilede og hilste pænt mens han kæmpede med knapperne på mixerpulten. Det hylede og peb fra scenen. Når monitorerne ikke hylede deres kendte feedback hyl, når lyden ikke var under kontrol ,så hylede Franz Beckerlee's guitar eller den Minimoog synthesizer, som Gasolin som nogen af de første havde med på scenen. De brugte den til at skabe ikke før hørte lydeffekter. Hold da op. Røg ud over hele scenen og to store elektriske vifter til at blæse det rundt.

Jeg stod ved siden af Tommy og prøvede at indsnuse det liv. Han var bedste venner med de største rocknavne i Danmark. Jeg var 8 år - meget lille og meget tæt på. Jeg lukkede øjnene og lod som jeg kunne få en rolle i filmen og at den kunne blive ved og ved. Pludselig blandede den tunge duft af hash sig i mine fantasier og folk omkring mig var nu synligt opstemte og grinede og dunkede hinanden i ryggen. Vi var fede. Vi var et fedt sted. Det hele var fedt. Vi var så tæt på Gasolin, som vi kunne komme.

Da lydprøven var forbi, fik jeg en følelse af at have fået mulighed for at kigge ind i paradis. Et paradis af mennesker, der gjorde det de havde lyst til og sagde hvad det passede dem og grinede og råbte og skreg. Der stod hel- og halvtomme ølflasker på scenen, og der lagde sig en mystisk dæmper i salen. Folk gik hver til sit. Jeg stod pludselig alene ved mixerpulten og drømte om at skrue på knapperne. Jeg listede mig op på scenen. Sad bag trommesættet. Jeg turde ikke røre trommestikkerne, selvom jeg drømte om at gribe om dem og tæske løs, mens lyden væltede ud i rummet.

Jeg trissede lidt rundt og gik - husker ikke hvorfor - ned under scenen. På en stor bunke tomme sække lå en stor mand på ryggen i orange kedeldragt. Han sov som en baby med en flaske i hånden og han snorkede dybt og inderligt. Jeg kunne se hans mellemrum mellem fortænderne. Det var Kim Larsen! Jeg stod så tæt på ham jeg kunne uden at røre ham. Jeg prøvede at indsnuse Kim Larsen. Hvordan kunne man blive en Kim Larsen? Hvem var han?

Jeg følte mig meget lille. Danmarks største navn Kim Larsen og så lille mig Stig Nielsen, 8 år - han så mig ikke engang. Han snorksov. Jeg opdagede vist nok at jeg synes at det var underligt at han var så træt, når han var så berømt. Det var jo kun eftermiddag.

Jeg husker ikke tydeligt, hvad der herefter skete. Men billederne havde sat sig i min erindring. Jeg havde kigget ind i et utroligt univers. Siden kunne man ofte finde mig hjemme ved mit ustemte klaver i færd med at komponere en lille melodi. Jeg tænkte på knapperne, projektørerne, den sovende mand i den orange kedeldragt med det store mellemrum mellem fortænderne og så på Tommy. Jeg kan endnu genkalde duften af hans tøj på tørresnoren og hans klare blik og det lange vilde hår.

Det jeg forstår nu er at jeg indledte et kærlighedsforhold til musikken, mystikken og det ægte liv bag enhver sangskriver.

Kærlig hilsen
Stig

Lige under overfladen  (02:00)

11_lige _under

Jeg kiggede ned af villavejene. Nogle steder voksede hækkene vildt og uregérligt ud over fortovet, andre steder var de fint klippede og jorden mellem fortovsfliserne og hækkene var fint revet i lige striber. 

Jeg sad i stuen hos en ven. Stemningen i lejligheden var trykket. Moderen var i køkkenet. Faderen sad i sin læderlænestol med dagens avis og med med ryggen til - og han ville ikke have larm i hjemmet. Vi sad stille og kiggede på hinanden. Vi forstod instinktivt at det ikke var et liv og i takt rystede vi forsigtigt og langsomt på vores hoveder for ligesom at understrege absurditeten. Vi kiggede hinanden ind i øjnene til den ene af os brød sammen i latter. Faderen brummede fra sin stol, og moderen forstod straks signalet og tyssede på os: 'Far er træt, han har været på kontoret hele dagen'. Vi fik øjenkontakt og lo igen. Moderens stemme blev skinger og vi løb udenfor, hvor en mand stod smilende og polerede sin Skoda. En dreng på en trehjulet cykel strejfede i det samme kofangeren og helvede brød løs. Imens stod kvinden - mandens kone - og smilede med en baby på armen, som om det var ok at manden hev knægten i armen og væltede ham omkuld i arrigskab over at han ikke havde set sig for. 

Manden vendte hurtigt tilbage til sin smilende positur med kluden. drengen lå i græsset og græd. Vi samlede drengen op og hviskede trøstende ordet 'svin' om manden ind i drengens øre. Han fik det straks bedre. Han var ikke alene. Drengen hviskede næsten uhørligt: 'hvorfor er folk sådan'?

Vi gik over i parken. To unge nyforelskede lå og kælede under et træ på et tæppe. Oppe fra altanen i den nærliggende boligblok blev der råbt at de skulle gå hjem til sig selv, ellers ville nogen komme og gøre helvede hedt for dem. De unge smilte kækt, indforstået - 'de kan bare komme an' - kærlighed tåler alt. De lå og kælede videre som om intet var hændt. Pludselig kom en stor haltende mand sjoskende hen imod dem viftende med en stor kost og råbte - 'kom væk her fra med jeres uartigheder' - de unge sprang op og råbte - 'Hvorfor er i sådan'? De løb grinende og upåvirkede væk - de havde noget de andre ikke havde - kærlighed. De fandt et andet sted at ligge og kæle. 

Vi gik ned til havnen. Værftet fløjtede for fyraften og de blå mænd væltede ud af porten for at komme hjem i bad. Jugoslaviske kvinder stod på fortovet over for porten og ventede på deres mænd. De kiggede ned. Fremmede og forknytte. Vi kiggede på hinanden - min ven og jeg - vi forstod det ikke - Hvorfor kiggede de ned? 

Vi blev stående. Nogle drenge kom hen og spurgte om de måtte bomme nogle smøger af os. Vi havde ikke nogen. De spurgte om vi ville have tæsk. Vi trak på skuldrene og kiggede på hinanden. Vi så i hinandens øjne og forstod at vi var loyale og at der måtte ske, hvad der måtte ske. Vi gjorde intet. 

For lige under overfladen havde vi et bånd der var stærkere end den trang til destruktion, som vi var omgivet af. Vi følte en kærlighed og et venskab, der gik ud over normer og samfundsskabte mønstre. Vi var menneskebørn på vej.

Destination Havana  (5:00)

Havana -1999
I begyndelsen af maj 2004 udgav jeg min anden CD "Breaking News From the Coffee Shop". CD'en blev indspillet i et samarbejde med den Cubanske pianist Julio Cesar Jimenez som jeg mødte i Havana i 1999. Om besøget i Cuba i 1999 og mødet med Julio fortæller jeg her. Historien er tidligere publiseret på hifisalsa.dk.


For at begynde ved starten
har jeg valgt at vende tilbage til slutningen af 60'erne hvor min familie ved festlige lejligheder tog et par rasleinstrumenter frem og begyndte at synge en sang, de kaldte "Toms karameller". De sang denne sang blandt mange andre gode gamle sange. Nogle af sangene var frygteligt sentimentale, andre var viseagtige, andre igen var tidens udenlandske hits. Jeg tænkte ikke nærmere over sangenes oprindelse - og titlen "Toms karameller" - lød nærmest som en vits eller måske en tidlig reklamejingle. Jeg var 6 - 7 år da jeg blandt alle disse sange havde valgt netop "Toms karameller" som min egen favorit. Den gjorde noget helt andet ved mig end alle de andre sange, og den gjorde også noget ved min familie, og de som spillede og sang sangene. Vi ændrede udstråling. Vi blev glade på en smittende, uforklarlig måde.

Jeg ved nu at "Toms karameller" er en uautoriseret oversættelse af den berømte cubanske sang "La Guantanamera".Min kærlighed til latinamerikansk musik stammer helt tilbage fra dengang. Om det er skæbnen eller en åndelig bevidsthed, der afgjorde at jeg meget tidligt fornemmede mine senere valg, skal jeg her lade ligge. Men jeg er sikker på, at min rejse til Cuba ikke er en tilfældighed, men derimod noget, som har ligget og ventet på at blive gjort ved passende lejlighed - et stævnemøde med en musik som tidligt trængte dybt ind i mit hjerte...... på trods af at min første opdagelse af netop denne musik bestod i en fordansket halvberuset sang ved navn "Toms karameller".

Havana ligger mørk og fremmed omkring mig, da jeg sætter mine ben foran Hotel Lido. Det er lørdag aften d. 16. oktober. Air France's jumbojet har netop fragtet mig fra København via Paris - hertil. Det er mindst 25 grader varmt, og gaden er langt mørkere og ringere oplyst end en hvilken som helst gade i en dansk by. Klokken nærmer sig 23.00, og der er stadig liv i gaden foran hotellet. At ankomme i mørke til et så fremmed sted vækker fantasien, og jeg forsøger at danne mig det første spæde indtryk, allerede inden jeg får min nøgle til værelset.

"Hey Mister - hvor kommer du fra"? lyder det igen og igen. De taler kun spansk, og jeg har forberedt mig på de mest elementære dele af dette sprog. "Dinamarca" svarer jeg, og så smiler de og nikker og siger "si, si - bueno" - "det er et godt land". Om jeg har ild? Om jeg har en smøg? Om jeg vil ha' en tår' rom lige fra flasken? Om jeg vil i seng med deres søster eller måske deres mor? Om de skal skaffe mig en taxi? Om jeg vil købe cigarer? Om jeg vil leje et soveværelse? Om jeg vil gi' dem min T-shirt? Eller slet og ret om ikke jeg vil gi' dem nogle dollars?

Efter solopgang går jeg op på 5 etage, hvor hotellet har en lille restaurant. Det er oppe på taget. Himlen er blå og jeg kan se ud over store dele af det centrale Havana. Hvilket syn. Sikke noget gammelt bras! Aldrig i mit liv har jeg set et så mærkværdigt bybillede for mine øjne. Alt er klar til nedrivning. Undtagen El Capitolio. Kuplen fra parlamentsbygningen ser okay ud og minder om Marmorkirken i København. Alt andet. Jeg mener alt andet minder i standard om den del af Vesterbro, der blev revet ned for 25 år siden. Ikke en hel facade. Ikke en udvendig installation, som ikke hænger og dingler på en faretruende facon. Intet, som ikke straks ville udløse en håndværkerindsats i gode gamle Danmark. Jeg vakler lidt i min beslutning om, hvorvidt det forekommer mig uskønt, bekymrende eller bare anderledes. Jeg lader beslutningen svæve i luften...... hvor den faktisk endnu den dag i dag befinder sig. For hvorfor egentlig bekymre sig om Havanas fysiske tilstand, når man som turist lige kigger forbi for sidenhen alligevel at lade Havana og Cubanerne sejle deres egen tømmerflåde, om jeg så må sige. Ordet tømmerflåde dukkede tilfældigt ud af mit hoved, men ved nærmere eftertanke må jeg indrømme at Havana p.t. er flikket sammen på samme måde, som når skibbrudne surrer vraggods sammen med reb og forhåndenværende materiale for så at drive på lykke og fromme i håb om, at vorherre har et godt øje til dem. Fidel og hans system har tilsyneladende sendt disse havanesere ud på et sådant togt - i troen på, at alle er lige på en tømmerflåde!

Jeg runder et par gadehjørner og ser pludselig en kontrabas. En kontrabas, som betyder...det betyder musik.musik betyder salsa...salsa betyder...her starter min musikalske cubaekspedition. I en lille bar på et gadehjørne står en orkester og spiller. Der er hverken glas eller murværk imellem orkestret og gaden. Folk står udenfor og nyder musikken, vuggende, dansende, syngende, smilende. En stor fyr i et vildt outfit styrter ud på gaden og trækker mig ind til baren. Hallo mister - hvor er du fra??? Kom ind og brug dine penge ...orkestret lever af drikkepenge fra turister. Hvad jeg laver?..øh..jeg er musiker...MUSIKER..kom, kom og spil med.øh, nej tak ikke lige nu, jeg mener jeg spiller jo bare popmusik..jeg mener salsa, rumba, bolero, cha cha cha er måske ikke lige min stærke side...pjat..spil så med..øh, helst ikke.jeg mener jeg er lige landet, og jeg havde egentlig lige tænkt mig at se mig lidt om før.....SPIL SÅ..o.k. Under 24 timer efter min landing står jeg så i et salsa orkester og forsøger at spille salsa i en eller anden version. Det var sådan set nok den situation, jeg havde ønsket mig, da jeg valgte at rejse til Cuba..men jeg blev nu alligevel overrasket af den hastige udvikling. Med et har jeg fået mig en håndfuld venner, som jeg kan opleve Havana igennem - jeg er en heldig kartoffel. Pianisten Julio Cesar, som gæstfrit har overladt pianoet til mig, nikker overbærende af min præstation, og han mener efter seancen, at han godt kan lære mig et par ting om cubansk musik.

Julio skal bruge hjælp, fordi han har en drøm om at rejse til Canada. Han har "forelsket" sig i en Canadisk pige, som nu sidder i Ottawa og venter på, at Julio kan få udrejsevisa. Han skal bruge en kontrakt, som dokumenterer, at han rejser ud for at arbejde, og han skal bruge opholdstilladelse i Canada. Tanya som sidder i Ottawa er næsten færdiguddannet jurist, og hun bruger alle sine ressourcer på at ordne formalia. Problemet er, at Tanya ikke kan et ord spansk, og at Julio ikke kan et ord engelsk. Tanya har en PC'er og kan sende og modtage E-mails. Julio har intet, men ved siden af regeringsbygningen i Havana er der et bibliotek.Her kan udlændinge komme ind og få adgang til internet. Cubanere må godt følge med ind, men de må ikke røre computerne. Derfor sidder jeg mandag morgen og skriver en lang E-mail på spansk. Julio er lykkelig og dybt taknemmelig. Jeg undres over hans såkaldte forelskelse. Sagen er, at Julio har en kone som han lever sammen med her i Havana. Senere lærer jeg, at Cubansk kærlighed har en anden betydning, en den jeg kender, og at unge mennesker her ofte har en hel række kærester, som de er mere eller mindre knyttet til.

Kl. 14.00 betaler Julio sin "gæld" til mig i form af undervisning. Han inviterer mig hjem, og han underviser mig i salsapiano. Jeg indser, at der ligger en del arbejde i at forstå rytmerne, som har et fundamentalt anderledes udspring, end de rytmer vi traditionelt beskæftiger os med i Europæisk musik. Julio bor ud til Avenida Zanja, som er en stærkt trafikeret hovedgade. Trafikken her udgøres af motorkøretøjer, som næsten er 50 år gamle. Motorerne er så nedslidte, at de forurener helt utroligt. Indimellem vælter en fed os direkte ind til der ,hvor vi sidder og spiller. Jeg bliver rigtig skidt tilpas. Efter endt pianotime siger jeg farvel og går mod Havanas gamle bydel, som ikke er nær så slem for helbredet. Mens jeg går, tænker jeg på at Julio bor i det hus, hvor giften vælter lige ind i køkkenet døgnet rundt. Jeg ønsker ham til Canada hurtigst muligt

Julio og jeg er blevet venner. Jeg tænker på Julios orkester. De spiller hver dag i baren fra 12 til 19. Om aftenen spiller de i diverse klubber og diskoteker fra midnat til ca. 03.00. Nogle dage deler de 20 $ efter endt arbejde. Hvilket er en løn på omkring 14 kroner pr. person. Tak for kaffe! Julio og jeg har planlagt at tage til havet. Jeg er klar til at tage af sted, da Julio ringer og siger, at han desværre alligevel må hen på baren og spille. Men, siger han, "du kan tage af sted sammen med nogle af mine familiemedlemmer". En af dem er kusinen Melba. Da det går op for disse mennesker, at de skal til stranden, bliver de lykkelige. Sagen er, at stranden er en meget fjern drøm for disse bymennesker. De kommer næsten aldrig ud af byen. Det er en luksus. Fætrene finder en privat taxi.


Det er selvfølgelig mig, der er sponsor på projektet. Familien fylder bilen godt op, og vi triller ud af byen. Ordet poli går igen og igen. Der verserer forbud for cubanere mod at omgås turister, og det handler om at have den gode forklaring på vort fælles ærinde parat i tilfælde af, at vi bliver tjekket. Poli'erne står overalt, og de kontrollerer alt. Alle cubanere har identifikationspapirer på sig. Hele familien sidder klar med papirerne, mens de strikker en plan sammen. Melba siger, at vi må sige at den lille pige er vort fælles barn, hvis vi bliver spurgt, hvad vi laver sammen. Det forekommer mig at det er et spil, en leg, mere end det er frygt. Jeg sidder i midten på bagsædet, og de ber' mig dukke mig nogle gange, når vi passerer tæt på poli'erne. Vi slipper uhindret ud af byen. Den caribiske natur begynder at dukke op. Langsomt bliver alting grønt omkring os. Palmetræer så vidt øjet rækker. Vi nærmer os Santa Maria stranden ca. 25 kilometer fra Havana. Taxi'en sætter os af, og vi går målbevidst mod vandet. Vi bliver stoppet lige, før vi når stranden. En betjent spørger til vort forehavende. Melba er en barsk pige, som straks går i gang med en overbevisende historie om vort fælles barn. Hun slår et kæmpe smil op og putter babyen i mine arme, kysser mig på kinden og opfører et utroligt teater. Betjenten har gennemskuet foretagendet. Men Melba' s virtuose forestilling bringer smilet frem i hans ansigt, og da hun hiver en kold dåseøl op af tasken og rækker den til ham er han overbevist. Han tager hurtigt dåsen ind under armen og ser sig omkring, om nogen skulle have spottet denne lille forretning...værsgo..stranden er jeres. Sådan! Melba er en gadetøs. Hun er trænet i at overleve i dette utrolige system. Hun er iskold og frygtløs. Hvad har hun at tabe? Har jeg nævnt, at hun er 17 år.

Fjernsynet er itu. Melba spørger bramfrit, om jeg ikke vil forære dem et andet fjernsyn. Hun har set et til 50$. Jeg siger nej. Hun plager. I mit hjerte er der selvfølgelig en lille mand, der fortæller mig, at jeg godt kan undvære de 50 dollars, men i mit hoved er der en stor mand, der siger at det ikke er min mission at udstyre disse mennesker med et fjernsyn. Det må Fidel gøre!

Julio og jeg fandt en fortovscafe nede for enden af Calle Obisbo på Plaza de la Catedral. Calle Obisbo er Havanas miniature udgave af Strøget i København. Et fremragende orkester spillede på pladsen foran Havanas Catedral. I øvrigt den eneste lille del af det centrale Havana, som jeg så var blevet restaureret. Denne del af Havana, hvor facaderne var blevet total istandsat, og hvor belysningen var blevet bragt up to date viste, hvor utroligt smuk byen må have været i tidernes morgen, og hvor stort og dyrt et stykke arbejde Fidel og hans regering står overfor, hvis de, som det fremgår er interesseret i turisme og dollars i bredeste forstand. Orkestret spillede, og de traditionelle rytmeinstrumenter fyldte hele pladsen, og hundredvis af mennesker, som sad under flotte hvide stofparasoller og nød en drink eller et måltid, begyndte så småt at røre på sig. På et tidspunkt bevægede hele denne menneskeskare sig i en lang kæde rundt på hele pladsen ind mellem stole og borde, op og ned af trapper. Her oplevede jeg, hvordan musik forener mennesker uanset nationalitet, sprog og race. Julio og jeg fik os et par cubanske øller, og jeg svimlede let i en blanding af alkohol og resterne af mit jetlag. Natten hang over os varm og stjerneklar. Vi skiltes. Begge var vi berusede af den musikalske oplevelse, og af at vi jo også havde fået os et venskab baseret på det musikalske sprog.

En Søndag nærmer jeg mig Avenida Zanja og fornemmer allerede bilosen og dens virkning. Julio er hjemme. Han bliver glad for at se mig og inviterer mig indenfor. Hans engelsklærer kommer klokken 14, men det betyder ikke noget. Han hiver sit øve el-keyboard frem, og vi begynder at spille lidt for hinanden. Han spørger om jeg kan "You are the sunshine of my life", et af Stevie Wonder's allerførste og største hit's. Den kan jeg! Jeg synger den for ham. Kvinden som han bor til leje hos, en kraftig, sort dame sidst i halvtedserne, kommer ind og begynder at danse - festen er startet. Julio's engelsklærer ankommer, han fornemmer hvor det bærer hen og tilbyder at hente en flaske rom. Tilbage igen med fyldt romflaske synger, danser og spiller vi i timer, indtil vi er trætte og falder i snak.

Engelsklæreren, en mand på ca. 50, taler selvfølgelig glimrende engelsk, og det bliver en større mulighed for mig til at høre om livet her i Cuba, end jeg før har haft. Det er begrænset, hvad Julio og jeg kan tale om, da mit spanske er ringe og hans engelsk endnu værre. Engelsklæreren og jeg taler om skoler, og jeg nævner kort mit arbejde på Oskarskolen i Helsingør. Jeg fortæller i korte vendinger om tankerne, som Oskarskolen er baseret på, og han kigger på mig med respekt og svarer: "Her i Cuba kan man ikke arbejde med fordybelse - eller med krop og sjæl. Alle spekulerer på, om de kan beholde det lidt de har. Familier som børn er bekymrede for deres huse. Nogle børn er bange for om deres hus er faldet sammen, når de kommer hjem fra skole. Man er nervøs for at tabe en tallerken på gulvet eller knække noget inventar". Forklaringen skal findes i den løn som familierne får. Engelsklæreren nævner igen og igen, at man ingenting kan købe for de få pesos, man får udbetalt hver måned. Han hader Fidel Castro af hele sit hjerte. "Se Havana! Fidel har smadret det hele", siger han med et syrligt udtryk i sit ellers behagelige ansigt. "Kun folk der gør en indsats for partiet, har adgang til godt arbejde og ordentlige boliger. Er man ikke for partiet, er man intet", slutter han.

Jeg betragter Julio som en meget talentfuld og dygtig musiker som, kunne gøre mine fremtidige sange/indspilninger virkelig interessante med det stærke krydderi, hans cubanske rødder ville være i min musik. Han hører min CD, der hedder " Coffee & Love" og er vildt begejstret. Men det er nok lidt snyd. At han kan lide musikken, er jeg ikke i tvivl om. Men tanken om at jeg har udgivet en solo-CD, forbinder han med at være berømt og rig. Hans første spørgsmål er da også om jeg er berømt. Der må jeg sige nej...jeg mener en lille smule, er jeg måske..jeg er lidt i tvivl. Til spørgsmålet om hvorvidt jeg er rig, må jeg sige både og - idet begrebet rigdom er en vanskelig sag at forholde sig til. Jeg mener at købe en billet og vade tilfældigt rundt i Havanas gader med en dyr forsikring i lommen, kan vel i og for sig godt kaldes rigdom, når jeg nu ved, at Julio i mange år har øvet sig på et plastik-keyboard for at tage en universitetsuddannelse i cubansk musik. Jeg ville føle mig rigtig dum, hvis lysten til at forære denne smukke dygtige mand, et af mine super-keyboards, ikke var der. Det står alligevel bare og glor hjemme i kælderen. Vi taler om, hvor mange penge vi får for et spille-job i Danmark. Hans øjne roterer i hovedet på ham, da han hører et tal som jeg med vilje har sat lavt. Jeg må forklare ham, at vi i Danmark har tilsvarende høje leveomkostninger, og han falder nogenlunde til ro, da jeg nævner den husleje, jeg betaler for at bo i et lille hus. Vi bliver enige om, at penge er et relativt begreb, som ikke kan sammenlignes imellem lande. Det, der kan sammenlignes, er den synlige levestandard, og her må jeg indrømme, at jeg er stenrig sammenlignet med, hvad jeg har set hidtil i Havana

Dagene går. Jeg lærer alle disse menneskers levevilkår bedre at kende. Jeg oplever, at de alle forholder sig til den omstændighed, at Fidel Castro har taget magt og initiativ fra dem. At nationen ikke gør opmærksom på følelsesliv og ræsonnement i vores forstand. Livet er sådan her..basta! Et andet sted findes alle herlighederne. Men enten er man befriet for trangen til vestlig levestandard, eller også er man fikseret af selvsamme fatamorgana, som vi jo ved, ikke gør mennesker lykkelige. - og dog er vi alligevel med i jagten på den materielle lykke i et omfang, som for en almindelig cubaner må forekomme helt absurd. Jeg sidder her midt imellem disse to verdner og forsøger at skelne fordele og ulemper. Som tidligere nævnt må der være noget befriende ved at være lige. Men at være lige fattige og uden udsigt til fremgang er imod menneskets natur, og jeg oplever klart, at det kommer til udtryk i den dobbelte finansiering, som finder sted her. Cubanernes dollarsjagt er uofficiel og uden for myndighedernes rækkevide. Derfor forgår der en "den stærkeste vinder"- kamp alligevel. Det tydeligt og kun let tilsløret. At cubanerne så ikke kan købe varer og ejendom til at vise deres økonomiske formåen skyldes bl.a. USA's handelsblokade imod Cuba.

Julio og jeg aftaler at holde forbindelsen ved lige gennem hans kæreste i Canada. Vi aftaler, at han en dag skal indspille musik med mig i Danmark, og at jeg vender tilbage, når jeg er klar til at gøre mig i det lokale sprog, både det talte og det musikalske.


Jeg er på vej hjem. Egypt Air flight 990, en boing 747, med retning mod Egypten styrter i havet under os, mens jeg intetanende, men med mit nervøse hoved fuld af tanker om alt, hvad der kan ske med et fly, falder i søvn. Det var ikke min tur til at blive spist af hajerne. Livet går videre. Spøg til side. Mit fly befandt sig i samme højde og i samme område som det egyptiske fly, da det forulykkede. Jeg tænker over skæbnen, og på at det har været en fantastisk tur uden skyggen af uheld.

 

Skovlind 'forbudt' i USA  (00:30)

Los -angeles -by -night

Højskolelever fra Krogerup højskole trodsede lærerens forbud og sang med på 'Nødblus'

12 filmelever fra Krogerup Højskole er netop kommet til Californien. De betragter gennem bussens tonede ruder meterhøje palmer og forbipasserende glimtende lys i natten i Engelenes by, Los Angeles. Lige i dette øjeblik skulle man tro, at det store billede der uden for vinduet ville blive ledsaget af west-coast rap.

Men det gør det ikke. Eleverne synger alle så højt og inderligt de kan med på Stig Skovlinds Nødblus, fra hans nyeste og første  danske album 'Nærmeste Solopgang'

Nu kan du slukke dit nødblus
og sætte dine eventyrsejl
mens du læner dig tilbage
og la'r fejl være fejl
Mens du smiler for du hviler
Og du længes kun efter fred og ro..

Men freden får en brat ende. Stig Skovlinds bedste ven, Jørn Faurschou, der er elevernes underviser, slukker for musikken og forbyder de 12 elever at høre CD'en på resten af turen. Han mener ikke, de er taget hele vejen til USA for at høre dansk musik, men for at opleve amerikansk kultur. Eleverne får alligevel et par dage senere sneget CD'en ind i bussen og synger så højt de kan...

Nu kan du slukke dit nødblus
og sætte dine eventyrsejl
mens du læner dig tilbage
og la'r fejl være fejl
Mens du smiler for du hviler
Og du længes kun efter fred og ro
Mens du smiler for du hviler
Og du længes kun efter fred og ro

Mine tanker - nu på Loveroad.dk  (03:00)

Websitet Loveroad.dk har valgt at bringe et indlæg fra mig - om at finde hvile i sig selv - i forbindelse med udgivelsen af mit nye album Nærmeste solopgang.

Jeg kender godt følelsen og den er absolut befriende, den her lettelse og ro der kommer indefra men som også kræver en solid selv indsigt for at finde frem til...

"Jeg tør være usikker, jeg tør tage min intuitive tanke og sprede den ud i rummet. Jeg er ikke bange mere. Jeg kan li' hvad jeg står for og er heller ikke længere bange for fejl. Det er den største lettelse i mit liv" / Stig Skovlind

Læs mit indlæg på www.loveroad.dk


http://www.loveroad.dk/2013/10/07/tanker-fra-stig-skovlind/

Det er ikke noget under at jeg lever et liv i poesiens og musikkens tegn  (01:30)

Scan 0016 Kopi 2

Det er ikke noget under at jeg lever et liv i musikkens og poesiens tegn.
Jeg blev tidligt plantet blandt spilleglade mennesker og musikinstrumenter.
Som at stå ved et vejskilt: Musik til venstre, musik til højre, musik oppe og musik nede. Jeg mener ikke i et professionelt miljø. Men i et hverdagsmusikalsk miljø.
Musikalsk glæde. Helt uprætentiøst.

I dag slår det mig alligevel at jeg mangler ord.
Jeg mangler ikke ord at synge. I mit hoved er der en sommerfuglesværm af ord, følelser og begreber, som jeg hele tiden forsøger at indfange og finde anvendelse til i mine melodiske værker.
Der er nok at synge om. En verden i forfald, social ulighed, frygt, komplicerede kærlighedsforhold, værdimangel i et ellers rigt samfund osv.

Jeg skriver ord, der udtrykker hvordan livet også kan anskues og ord der sætter ting i et personligt perspektiv, som jeg ønsker skal vække følelser og eftertanke, hos dem der læser/lytter. Jeg ønsker også at mine ord og melodier skal vække kærlighed. I en verden hvor medier og normer trækker værdier ned over os - hvis vi er åndløse og uopmærksomme - vil jeg gerne bidrage til vores kultur med noget poetisk og skønt. Det er mit ønske at mennesker undersøger min musik - mærker den -smager på den og ikke bare lader den være et flygtig hit eller en shit vare i forbrugerismens strøm.

I dag mangler jeg alligevel ord til at beskrive min musik, for den der ikke har hørt det. Og det slår mig at ordet HIT er fortærsket og tomt.

HIT siger bare at noget er populært i en eller anden udstrækning. HIT er ikke lig med kvalitet - selvom en del hits efter min smag har høj kvalitet. Så når nogen spørger "Er der hits i mellem dine sange?"
Så må jeg sige 'ingen hits'......"nå men hvad er det så for noget du laver?"

Jeg samler mig sammen og prøver at italesætte det musikalske univers, som jeg nu har brugt tre år på at orkestrere. Først melodier, siden ord, siden indspilninger og markedsføring.

Mine sange er billeder, scener eller små 'film' og stemninger plukket fra mit liv. Jeg er ikke født i går så der har været masser at plukke af.

Og budskabet er at vi er...........nej jeg kan ikke forklare det. Hør sangene! Det er melodiøst, velspillet og velproduceret popmusik med poetisk bid og det dufter af hele verden.
Jeg har hugget med næb og klør fra mange eksotiske musikalske køkkener og mine sange  er en hyldest til livet og et råb om, at vi efter min mening ikke behøver ikke ret meget, for at leve et kærligt og meningsfyldt liv.
Og det er det HIT, jeg søger!
Et kærligt og meningsfyldt liv.

Lyt til de sange, tekster og stemninger, som jeg giver til dig.
Vi ses derude til Nærmeste solopgang.

Kærlig hilsen

Stig Skovlind  

P.S. Jeg kalder det for danske sange fra hele verden - også Nørrebro

Videooptagelse LOMMERNE FULDE  (00:30)

IMG_5788

Jørn Faurschou instruerer min første video

Videoen LOMMERNE FULDE tager os med til en intim koncert på en hemmelig location i Helsingør.

Pernille Münster Swendsen i rollen som koncertpublikum. Hun ankommer standsmæssigt på en Triumph fra 1968.

Lommerne fulde - handler om livsglæde - om at give og nyde om at strække sine krummede tæer. 

Iørefaldende feelgood pop. 

IMG_5800

Simon Dixgaard med kameraet over skulderen og Jørn Faurschou skifter postion før næste skud.

1240023_561934863870934_862984733_n

Sommerhat  (00:15)

Sommerhat

En uge i den svenske skov med børn, nære venner, stråhat og akkustisk guitar er en fantastisk ting før efterårets arbejde med at bringe mine sange ud i verden.

Jeg har brugt ugen på at nyde vejret og tømme mit hoved for alle standardbekymringerne:

Hvad skal det ende med?

Er jeg god nok?

Hvad skal jeg blive til?

Er det ene vigtigt?

Er det andet vigtigt? osv. 


Når jeg har kigget på skyerne eller bækken lang tid nok forsvinder tankerne som dug for solen og viser sig at være fup! HA!

Batterierne er ladet op. Naturen er den store inspirator og stilheden er sjovt nok også inspiration til nye digte og vers.

Jeg bøjer mig i taknemmelighed!

Må solen skinne på dig!

Kaffe & Kærlighed herfra

På min vej  (0:20)

Min -vej -i -eget -tempo

Pyha! Jeg troede lige at jeg var blevet for gammel til at holde liv i mine drømme - men så opdagede jeg at 'sen blomstring også er blomstring'!

Nu ser jeg så lykkeligvis helt anderledes på sagen og vejen ligger helt åben igen.

Der er kun fremad i eget tempo.

Sikke en lettelse.

De dobbelt optrukne striber er et levn. Der er ingen at overhale!

Jeg er alene på min vej og har derfor ingen at sammenligne mig med.

Der er kun fremad i eget tempo.

TAK!

Vi har alle ret til at blomstre  (00:59)

Drømme

Hvem skal lytte til mine drømme og føre dem frem i lyset?

Det skal jeg.


Møder jeg glæde? Ja

Møder jeg modstand? Ja


Hvem skal lytte til mine drømme og føre dem frem i lyset?

Det skal jeg.

Kan andre høre hvad jeg drømmer og ønsker? Ja, hvis jeg giver udtryk for det.

Kan andre gætte hvad der gør mig glad? Nej.

Hvem skal gøre mig glad? Det skal jeg!

Kan andre gætte hvad der gør mig ked af det? Nej.

Hvem skal give udtryk for at jeg er ked af det? Det skal jeg.

Hvem venter på at jeg fører mine drømme ud i livet?

Det gør jeg.

Fører jeg mine drømme ud i livet? Ja

Er det en god fornemmelse? Ja.

Møder jeg glæde og begejstring? Ja. Fascination måske? Ja.

Møder jeg modstand? Ja.

Har modstanden noget med mig at gøre? Nej.

Skal modstanden stoppe min glæde ved det jeg gør? Nej.

Modstanden skal i bedste fald gøre mig bedre til det jeg har gang i og mere opmærksom.

Er der andre end mig der har glæde af at jeg fører mine drømme frem i lyset og deler dem? Ja.

Hvorfor? Det er sådan jeg blomstrer og gør verden smuk og fantastisk.

Vi har alle ret til at blomstre.

Hvem skal lytte til mine drømme og føre dem frem i lyset?

Vejen  (0:10)

Vejen

Jeg nyder vejen for jeg kender ikke meningen med livet og har ikke noget mål.

Mit kamera tog ved et tilfælde dette billede - mens jeg prøvede at fotografere noget andet.

Hør albummet og hjælp med at vælge singleaspiranter  (0:20)

Invitation
Mandag d. 3. juni kl 20 inviterer jeg 10 af jer der 'synes godt  om' https://www.facebook.com/StigSkovlindOfficiel til en lytteaften i studiet i Fredensborg. 

Hold øje med Facebooksiden fredag d. 31.maj
De første 10 der skriver 'deltager' i en kommentar til annonceringen kan tage en ven med til dette arrangement.

Lydoplevelse
Vi hører hele albummet i super lydkvalitet og tager så en afstemning for at få en vejviser på hvilke sange der umiddelbart går rent ind.


Det er samtidig en lejlighed til at lufte produktionen for en eksklusiv skare af tilhængere og sympatisører.

Jeg håber du har lyst til at deltage og komme 'tæt på'.

Facebook  (0:20)

Facebook -banner

Jeg har samlet mig 175 likes på Facebook siden mit projekt startede i februar 2012.

Jeg har endnu ikke løsnet en tone så jeg tager det som udtryk for sympati omkring min person og for at nogen kan huske mine engelske albums og har haft gode oplevelser med dem.

Hvis du liker min Facebookside vil du automatisk blive holdt opdateret med aktuelle begivenheder, få invitationer til events og få updates når der er et nyt indlæg på min blog.

Klik på billedet for oven eller klik her for at gå til min Facebookside Stig:Skovlind:dk

Del
Det vil hjælpe mig meget hvis du vil dele mine opslag på Facebook når du finder indholdet værd at dele selvfølgelig.

 

Jeg vil være taknemmelig for din interesse.

 

Kærlig hilsen

Stig

Hjem  (0:10)

Hjem

Hjem er for mig at tro på det gode. At nyde stilheden og vide at der kommer kærlighed og sange på din vej.

Hjem er for mig at give slip på resultatet og nyde vejen.

Hjem er for mig at være i berøring med mennesker. Ikke hvem de er men hvad de er.

Blog Arkiv

Følg
mig!