Lige under overfladen

11_lige _under

Jeg kiggede ned af villavejene. Nogle steder voksede hækkene vildt og uregérligt ud over fortovet, andre steder var de fint klippede og jorden mellem fortovsfliserne og hækkene var fint revet i lige striber. 

Jeg sad i stuen hos en ven. Stemningen i lejligheden var trykket. Moderen var i køkkenet. Faderen sad i sin læderlænestol med dagens avis og med med ryggen til - og han ville ikke have larm i hjemmet. Vi sad stille og kiggede på hinanden. Vi forstod instinktivt at det ikke var et liv og i takt rystede vi forsigtigt og langsomt på vores hoveder for ligesom at understrege absurditeten. Vi kiggede hinanden ind i øjnene til den ene af os brød sammen i latter. Faderen brummede fra sin stol, og moderen forstod straks signalet og tyssede på os: 'Far er træt, han har været på kontoret hele dagen'. Vi fik øjenkontakt og lo igen. Moderens stemme blev skinger og vi løb udenfor, hvor en mand stod smilende og polerede sin Skoda. En dreng på en trehjulet cykel strejfede i det samme kofangeren og helvede brød løs. Imens stod kvinden - mandens kone - og smilede med en baby på armen, som om det var ok at manden hev knægten i armen og væltede ham omkuld i arrigskab over at han ikke havde set sig for. 

Manden vendte hurtigt tilbage til sin smilende positur med kluden. drengen lå i græsset og græd. Vi samlede drengen op og hviskede trøstende ordet 'svin' om manden ind i drengens øre. Han fik det straks bedre. Han var ikke alene. Drengen hviskede næsten uhørligt: 'hvorfor er folk sådan'?

Vi gik over i parken. To unge nyforelskede lå og kælede under et træ på et tæppe. Oppe fra altanen i den nærliggende boligblok blev der råbt at de skulle gå hjem til sig selv, ellers ville nogen komme og gøre helvede hedt for dem. De unge smilte kækt, indforstået - 'de kan bare komme an' - kærlighed tåler alt. De lå og kælede videre som om intet var hændt. Pludselig kom en stor haltende mand sjoskende hen imod dem viftende med en stor kost og råbte - 'kom væk her fra med jeres uartigheder' - de unge sprang op og råbte - 'Hvorfor er i sådan'? De løb grinende og upåvirkede væk - de havde noget de andre ikke havde - kærlighed. De fandt et andet sted at ligge og kæle. 

Vi gik ned til havnen. Værftet fløjtede for fyraften og de blå mænd væltede ud af porten for at komme hjem i bad. Jugoslaviske kvinder stod på fortovet over for porten og ventede på deres mænd. De kiggede ned. Fremmede og forknytte. Vi kiggede på hinanden - min ven og jeg - vi forstod det ikke - Hvorfor kiggede de ned? 

Vi blev stående. Nogle drenge kom hen og spurgte om de måtte bomme nogle smøger af os. Vi havde ikke nogen. De spurgte om vi ville have tæsk. Vi trak på skuldrene og kiggede på hinanden. Vi så i hinandens øjne og forstod at vi var loyale og at der måtte ske, hvad der måtte ske. Vi gjorde intet. 

For lige under overfladen havde vi et bånd der var stærkere end den trang til destruktion, som vi var omgivet af. Vi følte en kærlighed og et venskab, der gik ud over normer og samfundsskabte mønstre. Vi var menneskebørn på vej.



Blog Arkiv

Følg
mig!