Tommy

Amagerbrogade5
(Foto: Kurt G. Rasmussen 1969)


1969 Ingolfs Alle København S.

Jeg sidder på min gule minicykel og spejder ned ad Amagerbrogade. Det er en almindelig dag. Jeg er 6 år gammel. Tommy, der er lydmand for Gasolin kommer og får vasket sit tøj hos min mor. Hun hænger det i gården på tørresnorene. Jeg triller rundt om det våde tøj der blafrer let i vinden. Jeg prøver at indsnuse hvem Tommy er. Denne langhårede vildmand med de klare øjne. Farverige hullede t-shirts. Hvad er det for et liv han lever? Jeg tænker at hvis jeg indsnuser duften fra hans tøj og lukker øjnene så kan jeg se en film i mit hoved om Tommys eventyrlige liv så længe jeg holder øjnene lukket. Jeg ser store højttalere, mixerpulte og skrigende publikum for mig. Tommy er noget ved musikken. Noget stort! Jeg kan dufte det. Se bare farverne på t-shirts'ene. Sådan er der ingen jeg ellers kender, der går klædt. Tommy må kunne li' sig selv. Hvordan kan han ellers gå sådan klædt? Ok, han var ikke den eneste hippie på Amagerbrogade men alligevel. Tommy hilste pænt med sit rare smil og sine klare øjne. Han vidste ikke hvad jeg hed - han skulle også bare have sit tøj vasket. Inde i mit barnehoved blev det til at jeg kendte Tommy fra Gasolin. Han var ven af huset. Jeg var pludselig også noget. Jeg sagde ikke til nogen at Tommy ikke kendte mig. 

To år senere flyttede vi til Helsingør. En dag i starten af halvfjerdserne skulle Tommy og Gasolin spille på Helsingør Gymnasium. Vi blev inviteret op til lydprøven i Gymnasiets aula. Det var magisk. Stolerækker. En mennesketom sal, bortset fra bandet på scenen, lysmanden, Tommy, mine forældre, en bekendt og mig. Tommy smilede og hilste pænt mens han kæmpede med knapperne på mixerpulten. Det hylede og peb fra scenen. Når monitorerne ikke hylede deres kendte feedback hyl, når lyden ikke var under kontrol ,så hylede Franz Beckerlee's guitar eller den Minimoog synthesizer, som Gasolin som nogen af de første havde med på scenen. De brugte den til at skabe ikke før hørte lydeffekter. Hold da op. Røg ud over hele scenen og to store elektriske vifter til at blæse det rundt.

Jeg stod ved siden af Tommy og prøvede at indsnuse det liv. Han var bedste venner med de største rocknavne i Danmark. Jeg var 8 år - meget lille og meget tæt på. Jeg lukkede øjnene og lod som jeg kunne få en rolle i filmen og at den kunne blive ved og ved. Pludselig blandede den tunge duft af hash sig i mine fantasier og folk omkring mig var nu synligt opstemte og grinede og dunkede hinanden i ryggen. Vi var fede. Vi var et fedt sted. Det hele var fedt. Vi var så tæt på Gasolin, som vi kunne komme.

Da lydprøven var forbi, fik jeg en følelse af at have fået mulighed for at kigge ind i paradis. Et paradis af mennesker, der gjorde det de havde lyst til og sagde hvad det passede dem og grinede og råbte og skreg. Der stod hel- og halvtomme ølflasker på scenen, og der lagde sig en mystisk dæmper i salen. Folk gik hver til sit. Jeg stod pludselig alene ved mixerpulten og drømte om at skrue på knapperne. Jeg listede mig op på scenen. Sad bag trommesættet. Jeg turde ikke røre trommestikkerne, selvom jeg drømte om at gribe om dem og tæske løs, mens lyden væltede ud i rummet.

Jeg trissede lidt rundt og gik - husker ikke hvorfor - ned under scenen. På en stor bunke tomme sække lå en stor mand på ryggen i orange kedeldragt. Han sov som en baby med en flaske i hånden og han snorkede dybt og inderligt. Jeg kunne se hans mellemrum mellem fortænderne. Det var Kim Larsen! Jeg stod så tæt på ham jeg kunne uden at røre ham. Jeg prøvede at indsnuse Kim Larsen. Hvordan kunne man blive en Kim Larsen? Hvem var han?

Jeg følte mig meget lille. Danmarks største navn Kim Larsen og så lille mig Stig Nielsen, 8 år - han så mig ikke engang. Han snorksov. Jeg opdagede vist nok at jeg synes at det var underligt at han var så træt, når han var så berømt. Det var jo kun eftermiddag.

Jeg husker ikke tydeligt, hvad der herefter skete. Men billederne havde sat sig i min erindring. Jeg havde kigget ind i et utroligt univers. Siden kunne man ofte finde mig hjemme ved mit ustemte klaver i færd med at komponere en lille melodi. Jeg tænkte på knapperne, projektørerne, den sovende mand i den orange kedeldragt med det store mellemrum mellem fortænderne og så på Tommy. Jeg kan endnu genkalde duften af hans tøj på tørresnoren og hans klare blik og det lange vilde hår.

Det jeg forstår nu er at jeg indledte et kærlighedsforhold til musikken, mystikken og det ægte liv bag enhver sangskriver.

Kærlig hilsen
Stig



Blog Arkiv

Følg
mig!