Juleaften St. George's Granada 1984

Juleaften uden jul.

St. Georges Granada 1984

Her kan du læse første afsnit om mit atlanterhavskryds i December 1984

2. afsnit

Aften d. 23.12.1984 på Atlanten syd for Bermuda med kurs mod St. George - Granada.

Jul uden jul - men ikke uden en overraskende gave

Ved 20 tiden løjede vinden af. Vi havde ellers sejlet godt til og vi havde holdt 5 knob hele dagen - hvilket var den nødvendige gennemsnitsfart hvis vi skulle holde drømmen i live om at nå Granada før juleaften. Vi sejlede hele aftenen med Bermuda om Styrbord og kunne se de kraftige projektører fra lufthavnen inde fra øen mens vi passerede den i nogle sømils afstand. 

Ironisk nok sejlede vi for Mesan, Store fok og Klyver idet vi et par dage forinden havde haft det uheld at knække ophalet til Storsejlet ved et pludseligt opstået uvejr, hvor vi ikke havde reageret hurtigt nok. Ophalet knækkede da kraftige vindstød tog for hårdt i storsejlet og det faldt ned på dækket med et gevaldigt knas. Det var et kort og hårdtslående tordenvejr. Jeg nåede ikke at blive bange selv om de minutter det varede forekom højdramatiske. Nu da vinden var løjet af ville Storsejlet og Fok'en have været mere passende - uden at jeg er synderligt sejlkyndig - og vi kunne have holdt en mere stabil fart. Men sådan skulle det ikke være. Spændingen om hvorvidt vi ville nå at holde jul i St. George blev dermed holdt i live og nu var det helt op til strøm og vind om hvorvidt vi skulle ligge herude og svuppe på 24. døgn mens juleaften stillede tikkede af uden for rækkevidde men inden for synsvidde.

Efter 23 døgn på Atlanterhavet uden fast grund under fødderne og under kompakte sociale forhold drømte jeg om land og luft omkring mig. At kunne gå i hvilken som helst retning jeg havde lyst og gøre hvad det passede mig. Dertil kom de 7 døgn vi først havde tilbagelagt fra Gran Canaria til Kap Verde. Alt i alt 1.5 mnd. på havet for en uprøvet sejler. Det eneste der havde sejlet før var min ungdom som jeg nu prøvede at få slået en sløjfe omkring med en afklarende pilgrimsrejse gennem det sydamerikanske kontinent.

Juleaftensmorgen kl. 04 - 1984

Jeg havde morgenvagt og og jeg styrede gennem resten af nattens uldtæppe. Kl 6.30 bommede vi og nu kunne vi skimte Granada. Skipper konstanterede at vi blot skulle runde en pynt for at nå ind i bugten i St. George. Først var øen bare en mørk klods men siden blev den mere og mere grøn, frodig og smuk mens solen tog til i styrke. Vi gjorde båden klar, vaskede op og satte flag. Vi startede vores motor for at sejle de sidste 4 mil ind til land.

Jeg opdagede at jeg drømte om at få mig et brusebad. Jeg havde simpelthen fysisk længsel efter at skylle mig ren og fri af saltvand.

Skipper inddeklarede båden og min makker Flemming og jeg hoppede i land og jeg havde svært ved at holde balancen. Bådens evige vuggen havde sat sig i min krop og sjæl og nu føltes det som om jorden gyngede i samme takt som skibet. Vi var nu i et tropisk paradis. Alle vi mødte på havnen var farvede og det kom som en overraskelse for mig. Faktisk gik det op for mig at jeg intet anede om Granada. Jeg troede måske at det ville være en etnisk blandet befolkning - men det var det ikke. Folk var venlige og smilende og talte højlydt på en charmerende engelsk dialekt.

Det lignende slet ikke jul. Det lignede det det var. En marina på en caribisk ø. Palmer, både af alle mulige slags og et virvar af mennesker. Ingen julemand....ingen spor af julen. Men det vigtigste af alt, og det der fik størst betydning, var at jeg fik hentet poste restante - altså breve hjemmefra. Fra mine forældre og fra min kæreste. Det havde jeg set frem til og af brevene fremgik det at alle havde det godt. Jeg følte et kæmpe savn da jeg læste brevene og fornemmede også at være savnet. Mange ting faldt dermed på plads indeni. Jeg fik en form for julefred i sjælen. Jeg postede selv breve der skulle til Danmark. Breve jeg havde skrevet undervejs og som blandt andet beskrev mine kommende rejseplaner.

Juleaften spiste vi Wienerschnitsel og drak tysk øl, smagte den lokale fjolletobak og jeg blev så utroligt træt at jeg efter at have været til katolsk midnatsgudstjenste faldt i søvn på en kirkebænk ved siden af mine kammerater der også kæmpede mod trætheden. Vi havde overværet en - for stedet - traditionsrig gudstjeneste med bla. prædikener og et gospelkor. 

Efter gudstjenesten sad vi på trappen udenfor kirken i den lune og stjerneklare nat. Præsten og en nonne kom ud og vi troede at vi skulle irettesættes for upassende at have trængt os på de lokales religiøse enemærker - men vi blev overrasket da de tog kontakt til os og var smilende og venlige. De ville blot høre hvem vi var og hvorfor vi var der. Det første kunne vi godt forklare. Vi var sejlet til øen fra Afrika og var landet i dag. Vi ville finde en passende måde at få aftenen krydret med lidt lokal jul og havde besluttet at det bedste bud var byens kirke. 

Gaven

Præsten begyndte at tale ud i luften da han erfarede at vi var danske. Han sagde at danskerne historisk set havde været et grusomt folk - men det til trods og sammenlignet med hans egen tro katolisismen og hvad den havde medført af grusomheder - mindede det danske folks historie ham trods alt om et lallende juleeventyr . Han sagde det sidste med en vis ironi og med et skælmsk glimt i øjet. Han virkede mest af alt som en præst der havde taget fri og havde glemt at hænge sin kappe i gadaroben. Nonnen, klædt helt i sort og med sort hætte var mere direkte og sagde disse ord til os - måske fordi vi var unge og klogede os i en halvbrandert....hun sagde meget tydeligt som til små børn 'The brain will die, the heart will grow'!


Bom. Sådan sagde hun. For at være helt ærlig så tog jeg det som noget højpandet snak fra en frelst...........jeg kunne ikke vide at jeg når jeg læser min dagbog idag 30 år senere - tror jeg godt at jeg forstår hvad hun mener og at hun med disse enkle ord - dengang - fik sået et spinkelt kim i mig - fordi den dag i dag er jeg overbevist om at der er noget om snakken. Jeg oplever hendes ord som en gave. En speciel julegave som det har taget mig 30 år at afkode. Hvis jeg skal oversætte det idag så må det blive noget i retning af at vores udvikling tvinger os til at vælge at leve med hjertet for ikke at vi skal gå til grunde i selv samme udvikling.

Det forklarer måske hvorfor nogle mennesker bruger deres liv på at skabe smukke ting, rejse, skabe sund udvikling og balance. Jeg tænker at det er deres hjerter der byder dem at bruge deres liv på det.

Af denne historie har jeg lært følgende lille påmindelse: Mærk dit hjerte, følg dit hjerte, du ved hvor det sidder.

Glædelig jul og godt nytår!

Kærlig Hilsen

Stig



Blog Arkiv

Følg
mig!