Atlanterhavet d. 16. december 1984

Atlanterhavet d. 16. december 1984
(Foto: Henrik Schurmann)

1. afsnit

16. December 1984. Position: North Atlantic Ocean 35.748161, -39.463237

I dag for 30 år siden - i en alder af 21 år - befandt jeg mig på den tomastede skonnert Nana af København på en position 2/3 vejs fra Kap Verde (Afrika) til Granada (Caribien). Altså resterede der omtrent 1/3 af rejsen til Granada og spørgsmålet på det tidspunkt var, om vi ville nå frem til juleaften.

Jeg var påmønstret båden på Gran Canaria i midten af November 1984 med det mål at krydse Atlanten og nå Caribien  - og derefter det sydamerikanske kontinent,  hvor min rejse skulle fortsætte uden planlagt rute, men med det mål at nå Rio de Janeiro i løbet af året 1985.

At jeg skulle påmønstre en dansk båd med en ren dansk besætning var et tilfælde. Jeg 'blaffede' på havnen i Puerto Rico og bed på det første og det bedste tilbud, som viste sig at komme fra besætningen på skibet Nana. Besætningen bestod af 7 voksne, 1 ung knægt, 1 barn, to hunde og så mig. Jeg havde aldrig sejlet før og begav mig ud på mit livs eventyr.

 

D. 16 december 1984. Dag 16 efter afgang fra Kap Verde

Når jeg tænker på det nu,  var det lidt lige som en julekalender. At vågne op og se hvad naturen havde i julesokken til os. Jeg vågende kl. 04 klar til at tage min tørn ved roret. Vagten varede frem til kl. 08. Det var stille vejr. Buldrende mørkt. Den lette klimpren fra potter og pander, der dinglede let i takt med skibets vuggen. Blide dønninger mod skibets side og den evige knagen fra træværk der arbejder - selv i næsten vindstille vejr.

Det var endnu pivkoldt og jeg viklede mig i tæpper da jeg indfandt mig ved roret , som skulle holdes på den sædvanlige vestlige kurs i retning mod Granada.

Jeg havde været hårdt plaget af søsyge de første 14 dage, på dette stræk, efter vi forlod havnen i Kap Verde og sejlede vestover. Strømmen og bølgerne må have ændret skibets dans hen over havet på en måde, som slog mig ud. Jeg var fandme dårlig! 

Nu stod jeg så på vagt ved roret efter 15 dages ubønhørlig søsyge, kvalme og søvnløshed og drømte om fast grund under fødderne. Skibet lå næsten stille og de seneste 8 timer var vi drevet omkring 8 kilometer iflg. loggen. Det var ikke optimalt. Hvis ikke vejret ville slå om og give noget liv i passatvinden, kunne vi se frem til at holde juleaften om bord og fejre jul med dåsemad og flyvefisk. Jeg stod halvt vågen, halvt i søvne og drømte om en hvid sandstrand med palmer, azurblåt hav og en solstol med udsigt over havet. Jeg drømte om appetit og nattesøvn. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg havde fået det indfald at stikke af og blive eventyrer. Jeg kunne ikke lige selv fatte, at jeg faktisk var midt i et eventyr, et eventyr som uddannede mig og var med til at gøre mig til den jeg er i dag.

Jeg delte vagten med Tavs,  en ung mand som var lidt ældre end jeg. Vi talte om løst og fast og vi lavede alle mulige beregninger og mellemregninger, der skule holde liv i håbet om at nå Granada aller senest selve juleaftensdag. Jeg tror, jeg var drevet af håbet om at kunne sende livstegn hjem og ønsket om at sidde trygt på land og nyde at lækkert måltid. Nok mest ved tanken om, at alle derhjemme netop sad sammen og delte glæden ved hinandens selskab og så den lækre mad og alle godterne. Jeg er normalt ikke sentimental - ej heller længes jeg efter højtider eller gamle kristne traditioner - men lige dén her dag, der oplevede jeg noget, som jeg tror, jeg vil kalde SAVN. Jeg var ikke meget for at tilstå det, overfor mig selv. Jeg var jo på eventyr. Jeg var rejst væk. Jeg havde taget et anderledes valg. Jeg havde lyttet til alle formaningerne, som fulgte med det at rejse alene ud i verden. "Pas nu på". "Hvad har du gang i?" "Hvad er planen?" Så jeg måtte følgelig håndtere mine egne følelser med en vis fasthed. Ikke savne. Ikke længes. Ikke være lille. Ikke være svag. Alligevel var der denne morgen en lille fyr, der prikkede mig indeni. Lille Stig drømte om en juleaften i familiens skød.

Solen viste sit første svage lys i øst og afslørede et helt blankt og endeløst hav. Jeg kiggede tilbage - selvom jeg godt vidste, at der ikke ville være andet at se end vand og mere vand. Det må have været en symbolsk handling, for min hjerne prøvede at danne sig billeder af det jeg havde forladt. Mit - kan jeg se nu - unge liv afspillede sig selv bagude i horisonten - og fremme lå det ukendte land. Umiddelbart fik landet navnet Caribien og Sydamerika, men nu kan jeg se at landet skulle have haft navnet FREMTIDEN.

Jeg havde ikke fundet glæde ved skolelivet og var faldet fra gymnasiet i 2.g. Dels, fordi jeg ikke kunne samle mig om lektierne og dels, fordi jeg havde forelsket mig i skolens Petroff Flygel. Når jeg udeblev fra timerne, kunne jeg findes siddende ved flygelet i musiklokalet og klimpre mine hjemmebryggede melodier på det fantastisk klingende instrument. Jeg havde en kraft indeni mig, som jeg slet ikke vidste, hvad var og som jeg slet ikke anede, hvad jeg skulle stille op med.  I dag 30 år senere tillader jeg mig at kalde den enorme kraft for SKABERTRANG. Alle sagde: Pas din skole.....bliv til noget fornuftigt....brug dine evner....bliv normal. Jeg følte mig ikke normal. Jeg følte mig anderledes. Den her kraft havde magten over mig og den prøvede at overtale mig til at gøre noget andet, end det jeg fik at vide, var det rigtige. Jeg savnede dog troen på, at det jeg følte var rigtigt og jeg prøvede at blive 'normal'. Det er nok ikke et chok, hvis jeg nævner at det mislykkedes totalt. Selv ikke da jeg kom med i et orkester, som oplevede hurtig succes b. la. ved hjælp af sange, som jeg skrev, følte jeg mig rigtig. Der var noget, der manglede. Jeg tillader mig i dag, at kalde det spirende INTEGRITET. For hvad er succes, hvis det ikke stemmer overens med hvad der FØLES rigtigt eller væsentligt i livet?

Tilbage ved den tiltagende dag, midt på det åbne hav. Jeg gik ned og bryggede to små kopper pulverkaffe. Vi rationerede vandet - just in case. Min kop fik lidt ekstra pulver, så jeg kunne komme gennem resten af morgenvagten. Tavs takkede for kaffen og vi skiftedes til at holde roret, mens den anden læste,  eller slet og ret sov med en bog i hånden.

Jeg kiggede på kompasset og så nu at jeg måtte have blundet lidt, for skibet afveg en anelse fra kursen. I vindstille er det ikke fatalt og så snart jeg drejede på roret, gled skibets krop langsomt, men sikkert, tilbage på kursen. Jeg tænkte på de uvejr vi havde oplevet. De pludselige lavtryk, der opstod, som rev og flåede i sejlene, der i huj og hast skulle hives ned, for at masterne ikke skulle knække eller sejldugen flåes itu. I sådanne situationer havde jeg drømt om vindstille vejr, om solopgang på et blank ocean. Det havde jeg nu. Det var her. Varmen fra solen tog til og klokken nærmede sig otte. Kaptajnen stod med sekstanten (det var dengang) og dagens højdepunkt var, når han fastslog vores formodede position. Ved vagtskiftet kl. 8 sagde han de nedslående ord;  at juleaften formentlig skulle holdes med Bermuda i horisonten. Mit hjerte sank i brystet på mig.

Jeg lagde mig i nettet under bovsprydet og lod mine fingre drive gennem overfladen på det spejlblanke hav, mens tankerne strømmende igennem mig. Det var her, netop i denne scene, at det ramte mig, at jeg skulle sætte min egen kurs, i mit eget liv. Ingen skulle fortælle mig, hvad et liv er. Ingen skulle plage mig, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.  

Denne dag i 1984 - med 8 dage til juleaften lå jeg i total vindstille - midt på Atlanterhavet og kiggede ned i havet. Jeg drømte om at nå juleaften på Granada. Resten af livet skulle jeg nok nå uanset hvad.

Fortsættelse følger, hvorvidt vi nåede Granada og om det blev jul.

KH Stig



Blog Arkiv

Følg
mig!