Destination Havana

Havana -1999
I begyndelsen af maj 2004 udgav jeg min anden CD "Breaking News From the Coffee Shop". CD'en blev indspillet i et samarbejde med den Cubanske pianist Julio Cesar Jimenez som jeg mødte i Havana i 1999. Om besøget i Cuba i 1999 og mødet med Julio fortæller jeg her. Historien er tidligere publiseret på hifisalsa.dk.


For at begynde ved starten
har jeg valgt at vende tilbage til slutningen af 60'erne hvor min familie ved festlige lejligheder tog et par rasleinstrumenter frem og begyndte at synge en sang, de kaldte "Toms karameller". De sang denne sang blandt mange andre gode gamle sange. Nogle af sangene var frygteligt sentimentale, andre var viseagtige, andre igen var tidens udenlandske hits. Jeg tænkte ikke nærmere over sangenes oprindelse - og titlen "Toms karameller" - lød nærmest som en vits eller måske en tidlig reklamejingle. Jeg var 6 - 7 år da jeg blandt alle disse sange havde valgt netop "Toms karameller" som min egen favorit. Den gjorde noget helt andet ved mig end alle de andre sange, og den gjorde også noget ved min familie, og de som spillede og sang sangene. Vi ændrede udstråling. Vi blev glade på en smittende, uforklarlig måde.

Jeg ved nu at "Toms karameller" er en uautoriseret oversættelse af den berømte cubanske sang "La Guantanamera".Min kærlighed til latinamerikansk musik stammer helt tilbage fra dengang. Om det er skæbnen eller en åndelig bevidsthed, der afgjorde at jeg meget tidligt fornemmede mine senere valg, skal jeg her lade ligge. Men jeg er sikker på, at min rejse til Cuba ikke er en tilfældighed, men derimod noget, som har ligget og ventet på at blive gjort ved passende lejlighed - et stævnemøde med en musik som tidligt trængte dybt ind i mit hjerte...... på trods af at min første opdagelse af netop denne musik bestod i en fordansket halvberuset sang ved navn "Toms karameller".

Havana ligger mørk og fremmed omkring mig, da jeg sætter mine ben foran Hotel Lido. Det er lørdag aften d. 16. oktober. Air France's jumbojet har netop fragtet mig fra København via Paris - hertil. Det er mindst 25 grader varmt, og gaden er langt mørkere og ringere oplyst end en hvilken som helst gade i en dansk by. Klokken nærmer sig 23.00, og der er stadig liv i gaden foran hotellet. At ankomme i mørke til et så fremmed sted vækker fantasien, og jeg forsøger at danne mig det første spæde indtryk, allerede inden jeg får min nøgle til værelset.

"Hey Mister - hvor kommer du fra"? lyder det igen og igen. De taler kun spansk, og jeg har forberedt mig på de mest elementære dele af dette sprog. "Dinamarca" svarer jeg, og så smiler de og nikker og siger "si, si - bueno" - "det er et godt land". Om jeg har ild? Om jeg har en smøg? Om jeg vil ha' en tår' rom lige fra flasken? Om jeg vil i seng med deres søster eller måske deres mor? Om de skal skaffe mig en taxi? Om jeg vil købe cigarer? Om jeg vil leje et soveværelse? Om jeg vil gi' dem min T-shirt? Eller slet og ret om ikke jeg vil gi' dem nogle dollars?

Efter solopgang går jeg op på 5 etage, hvor hotellet har en lille restaurant. Det er oppe på taget. Himlen er blå og jeg kan se ud over store dele af det centrale Havana. Hvilket syn. Sikke noget gammelt bras! Aldrig i mit liv har jeg set et så mærkværdigt bybillede for mine øjne. Alt er klar til nedrivning. Undtagen El Capitolio. Kuplen fra parlamentsbygningen ser okay ud og minder om Marmorkirken i København. Alt andet. Jeg mener alt andet minder i standard om den del af Vesterbro, der blev revet ned for 25 år siden. Ikke en hel facade. Ikke en udvendig installation, som ikke hænger og dingler på en faretruende facon. Intet, som ikke straks ville udløse en håndværkerindsats i gode gamle Danmark. Jeg vakler lidt i min beslutning om, hvorvidt det forekommer mig uskønt, bekymrende eller bare anderledes. Jeg lader beslutningen svæve i luften...... hvor den faktisk endnu den dag i dag befinder sig. For hvorfor egentlig bekymre sig om Havanas fysiske tilstand, når man som turist lige kigger forbi for sidenhen alligevel at lade Havana og Cubanerne sejle deres egen tømmerflåde, om jeg så må sige. Ordet tømmerflåde dukkede tilfældigt ud af mit hoved, men ved nærmere eftertanke må jeg indrømme at Havana p.t. er flikket sammen på samme måde, som når skibbrudne surrer vraggods sammen med reb og forhåndenværende materiale for så at drive på lykke og fromme i håb om, at vorherre har et godt øje til dem. Fidel og hans system har tilsyneladende sendt disse havanesere ud på et sådant togt - i troen på, at alle er lige på en tømmerflåde!

Jeg runder et par gadehjørner og ser pludselig en kontrabas. En kontrabas, som betyder...det betyder musik.musik betyder salsa...salsa betyder...her starter min musikalske cubaekspedition. I en lille bar på et gadehjørne står en orkester og spiller. Der er hverken glas eller murværk imellem orkestret og gaden. Folk står udenfor og nyder musikken, vuggende, dansende, syngende, smilende. En stor fyr i et vildt outfit styrter ud på gaden og trækker mig ind til baren. Hallo mister - hvor er du fra??? Kom ind og brug dine penge ...orkestret lever af drikkepenge fra turister. Hvad jeg laver?..øh..jeg er musiker...MUSIKER..kom, kom og spil med.øh, nej tak ikke lige nu, jeg mener jeg spiller jo bare popmusik..jeg mener salsa, rumba, bolero, cha cha cha er måske ikke lige min stærke side...pjat..spil så med..øh, helst ikke.jeg mener jeg er lige landet, og jeg havde egentlig lige tænkt mig at se mig lidt om før.....SPIL SÅ..o.k. Under 24 timer efter min landing står jeg så i et salsa orkester og forsøger at spille salsa i en eller anden version. Det var sådan set nok den situation, jeg havde ønsket mig, da jeg valgte at rejse til Cuba..men jeg blev nu alligevel overrasket af den hastige udvikling. Med et har jeg fået mig en håndfuld venner, som jeg kan opleve Havana igennem - jeg er en heldig kartoffel. Pianisten Julio Cesar, som gæstfrit har overladt pianoet til mig, nikker overbærende af min præstation, og han mener efter seancen, at han godt kan lære mig et par ting om cubansk musik.

Julio skal bruge hjælp, fordi han har en drøm om at rejse til Canada. Han har "forelsket" sig i en Canadisk pige, som nu sidder i Ottawa og venter på, at Julio kan få udrejsevisa. Han skal bruge en kontrakt, som dokumenterer, at han rejser ud for at arbejde, og han skal bruge opholdstilladelse i Canada. Tanya som sidder i Ottawa er næsten færdiguddannet jurist, og hun bruger alle sine ressourcer på at ordne formalia. Problemet er, at Tanya ikke kan et ord spansk, og at Julio ikke kan et ord engelsk. Tanya har en PC'er og kan sende og modtage E-mails. Julio har intet, men ved siden af regeringsbygningen i Havana er der et bibliotek.Her kan udlændinge komme ind og få adgang til internet. Cubanere må godt følge med ind, men de må ikke røre computerne. Derfor sidder jeg mandag morgen og skriver en lang E-mail på spansk. Julio er lykkelig og dybt taknemmelig. Jeg undres over hans såkaldte forelskelse. Sagen er, at Julio har en kone som han lever sammen med her i Havana. Senere lærer jeg, at Cubansk kærlighed har en anden betydning, en den jeg kender, og at unge mennesker her ofte har en hel række kærester, som de er mere eller mindre knyttet til.

Kl. 14.00 betaler Julio sin "gæld" til mig i form af undervisning. Han inviterer mig hjem, og han underviser mig i salsapiano. Jeg indser, at der ligger en del arbejde i at forstå rytmerne, som har et fundamentalt anderledes udspring, end de rytmer vi traditionelt beskæftiger os med i Europæisk musik. Julio bor ud til Avenida Zanja, som er en stærkt trafikeret hovedgade. Trafikken her udgøres af motorkøretøjer, som næsten er 50 år gamle. Motorerne er så nedslidte, at de forurener helt utroligt. Indimellem vælter en fed os direkte ind til der ,hvor vi sidder og spiller. Jeg bliver rigtig skidt tilpas. Efter endt pianotime siger jeg farvel og går mod Havanas gamle bydel, som ikke er nær så slem for helbredet. Mens jeg går, tænker jeg på at Julio bor i det hus, hvor giften vælter lige ind i køkkenet døgnet rundt. Jeg ønsker ham til Canada hurtigst muligt

Julio og jeg er blevet venner. Jeg tænker på Julios orkester. De spiller hver dag i baren fra 12 til 19. Om aftenen spiller de i diverse klubber og diskoteker fra midnat til ca. 03.00. Nogle dage deler de 20 $ efter endt arbejde. Hvilket er en løn på omkring 14 kroner pr. person. Tak for kaffe! Julio og jeg har planlagt at tage til havet. Jeg er klar til at tage af sted, da Julio ringer og siger, at han desværre alligevel må hen på baren og spille. Men, siger han, "du kan tage af sted sammen med nogle af mine familiemedlemmer". En af dem er kusinen Melba. Da det går op for disse mennesker, at de skal til stranden, bliver de lykkelige. Sagen er, at stranden er en meget fjern drøm for disse bymennesker. De kommer næsten aldrig ud af byen. Det er en luksus. Fætrene finder en privat taxi.


Det er selvfølgelig mig, der er sponsor på projektet. Familien fylder bilen godt op, og vi triller ud af byen. Ordet poli går igen og igen. Der verserer forbud for cubanere mod at omgås turister, og det handler om at have den gode forklaring på vort fælles ærinde parat i tilfælde af, at vi bliver tjekket. Poli'erne står overalt, og de kontrollerer alt. Alle cubanere har identifikationspapirer på sig. Hele familien sidder klar med papirerne, mens de strikker en plan sammen. Melba siger, at vi må sige at den lille pige er vort fælles barn, hvis vi bliver spurgt, hvad vi laver sammen. Det forekommer mig at det er et spil, en leg, mere end det er frygt. Jeg sidder i midten på bagsædet, og de ber' mig dukke mig nogle gange, når vi passerer tæt på poli'erne. Vi slipper uhindret ud af byen. Den caribiske natur begynder at dukke op. Langsomt bliver alting grønt omkring os. Palmetræer så vidt øjet rækker. Vi nærmer os Santa Maria stranden ca. 25 kilometer fra Havana. Taxi'en sætter os af, og vi går målbevidst mod vandet. Vi bliver stoppet lige, før vi når stranden. En betjent spørger til vort forehavende. Melba er en barsk pige, som straks går i gang med en overbevisende historie om vort fælles barn. Hun slår et kæmpe smil op og putter babyen i mine arme, kysser mig på kinden og opfører et utroligt teater. Betjenten har gennemskuet foretagendet. Men Melba' s virtuose forestilling bringer smilet frem i hans ansigt, og da hun hiver en kold dåseøl op af tasken og rækker den til ham er han overbevist. Han tager hurtigt dåsen ind under armen og ser sig omkring, om nogen skulle have spottet denne lille forretning...værsgo..stranden er jeres. Sådan! Melba er en gadetøs. Hun er trænet i at overleve i dette utrolige system. Hun er iskold og frygtløs. Hvad har hun at tabe? Har jeg nævnt, at hun er 17 år.

Fjernsynet er itu. Melba spørger bramfrit, om jeg ikke vil forære dem et andet fjernsyn. Hun har set et til 50$. Jeg siger nej. Hun plager. I mit hjerte er der selvfølgelig en lille mand, der fortæller mig, at jeg godt kan undvære de 50 dollars, men i mit hoved er der en stor mand, der siger at det ikke er min mission at udstyre disse mennesker med et fjernsyn. Det må Fidel gøre!

Julio og jeg fandt en fortovscafe nede for enden af Calle Obisbo på Plaza de la Catedral. Calle Obisbo er Havanas miniature udgave af Strøget i København. Et fremragende orkester spillede på pladsen foran Havanas Catedral. I øvrigt den eneste lille del af det centrale Havana, som jeg så var blevet restaureret. Denne del af Havana, hvor facaderne var blevet total istandsat, og hvor belysningen var blevet bragt up to date viste, hvor utroligt smuk byen må have været i tidernes morgen, og hvor stort og dyrt et stykke arbejde Fidel og hans regering står overfor, hvis de, som det fremgår er interesseret i turisme og dollars i bredeste forstand. Orkestret spillede, og de traditionelle rytmeinstrumenter fyldte hele pladsen, og hundredvis af mennesker, som sad under flotte hvide stofparasoller og nød en drink eller et måltid, begyndte så småt at røre på sig. På et tidspunkt bevægede hele denne menneskeskare sig i en lang kæde rundt på hele pladsen ind mellem stole og borde, op og ned af trapper. Her oplevede jeg, hvordan musik forener mennesker uanset nationalitet, sprog og race. Julio og jeg fik os et par cubanske øller, og jeg svimlede let i en blanding af alkohol og resterne af mit jetlag. Natten hang over os varm og stjerneklar. Vi skiltes. Begge var vi berusede af den musikalske oplevelse, og af at vi jo også havde fået os et venskab baseret på det musikalske sprog.

En Søndag nærmer jeg mig Avenida Zanja og fornemmer allerede bilosen og dens virkning. Julio er hjemme. Han bliver glad for at se mig og inviterer mig indenfor. Hans engelsklærer kommer klokken 14, men det betyder ikke noget. Han hiver sit øve el-keyboard frem, og vi begynder at spille lidt for hinanden. Han spørger om jeg kan "You are the sunshine of my life", et af Stevie Wonder's allerførste og største hit's. Den kan jeg! Jeg synger den for ham. Kvinden som han bor til leje hos, en kraftig, sort dame sidst i halvtedserne, kommer ind og begynder at danse - festen er startet. Julio's engelsklærer ankommer, han fornemmer hvor det bærer hen og tilbyder at hente en flaske rom. Tilbage igen med fyldt romflaske synger, danser og spiller vi i timer, indtil vi er trætte og falder i snak.

Engelsklæreren, en mand på ca. 50, taler selvfølgelig glimrende engelsk, og det bliver en større mulighed for mig til at høre om livet her i Cuba, end jeg før har haft. Det er begrænset, hvad Julio og jeg kan tale om, da mit spanske er ringe og hans engelsk endnu værre. Engelsklæreren og jeg taler om skoler, og jeg nævner kort mit arbejde på Oskarskolen i Helsingør. Jeg fortæller i korte vendinger om tankerne, som Oskarskolen er baseret på, og han kigger på mig med respekt og svarer: "Her i Cuba kan man ikke arbejde med fordybelse - eller med krop og sjæl. Alle spekulerer på, om de kan beholde det lidt de har. Familier som børn er bekymrede for deres huse. Nogle børn er bange for om deres hus er faldet sammen, når de kommer hjem fra skole. Man er nervøs for at tabe en tallerken på gulvet eller knække noget inventar". Forklaringen skal findes i den løn som familierne får. Engelsklæreren nævner igen og igen, at man ingenting kan købe for de få pesos, man får udbetalt hver måned. Han hader Fidel Castro af hele sit hjerte. "Se Havana! Fidel har smadret det hele", siger han med et syrligt udtryk i sit ellers behagelige ansigt. "Kun folk der gør en indsats for partiet, har adgang til godt arbejde og ordentlige boliger. Er man ikke for partiet, er man intet", slutter han.

Jeg betragter Julio som en meget talentfuld og dygtig musiker som, kunne gøre mine fremtidige sange/indspilninger virkelig interessante med det stærke krydderi, hans cubanske rødder ville være i min musik. Han hører min CD, der hedder " Coffee & Love" og er vildt begejstret. Men det er nok lidt snyd. At han kan lide musikken, er jeg ikke i tvivl om. Men tanken om at jeg har udgivet en solo-CD, forbinder han med at være berømt og rig. Hans første spørgsmål er da også om jeg er berømt. Der må jeg sige nej...jeg mener en lille smule, er jeg måske..jeg er lidt i tvivl. Til spørgsmålet om hvorvidt jeg er rig, må jeg sige både og - idet begrebet rigdom er en vanskelig sag at forholde sig til. Jeg mener at købe en billet og vade tilfældigt rundt i Havanas gader med en dyr forsikring i lommen, kan vel i og for sig godt kaldes rigdom, når jeg nu ved, at Julio i mange år har øvet sig på et plastik-keyboard for at tage en universitetsuddannelse i cubansk musik. Jeg ville føle mig rigtig dum, hvis lysten til at forære denne smukke dygtige mand, et af mine super-keyboards, ikke var der. Det står alligevel bare og glor hjemme i kælderen. Vi taler om, hvor mange penge vi får for et spille-job i Danmark. Hans øjne roterer i hovedet på ham, da han hører et tal som jeg med vilje har sat lavt. Jeg må forklare ham, at vi i Danmark har tilsvarende høje leveomkostninger, og han falder nogenlunde til ro, da jeg nævner den husleje, jeg betaler for at bo i et lille hus. Vi bliver enige om, at penge er et relativt begreb, som ikke kan sammenlignes imellem lande. Det, der kan sammenlignes, er den synlige levestandard, og her må jeg indrømme, at jeg er stenrig sammenlignet med, hvad jeg har set hidtil i Havana

Dagene går. Jeg lærer alle disse menneskers levevilkår bedre at kende. Jeg oplever, at de alle forholder sig til den omstændighed, at Fidel Castro har taget magt og initiativ fra dem. At nationen ikke gør opmærksom på følelsesliv og ræsonnement i vores forstand. Livet er sådan her..basta! Et andet sted findes alle herlighederne. Men enten er man befriet for trangen til vestlig levestandard, eller også er man fikseret af selvsamme fatamorgana, som vi jo ved, ikke gør mennesker lykkelige. - og dog er vi alligevel med i jagten på den materielle lykke i et omfang, som for en almindelig cubaner må forekomme helt absurd. Jeg sidder her midt imellem disse to verdner og forsøger at skelne fordele og ulemper. Som tidligere nævnt må der være noget befriende ved at være lige. Men at være lige fattige og uden udsigt til fremgang er imod menneskets natur, og jeg oplever klart, at det kommer til udtryk i den dobbelte finansiering, som finder sted her. Cubanernes dollarsjagt er uofficiel og uden for myndighedernes rækkevide. Derfor forgår der en "den stærkeste vinder"- kamp alligevel. Det tydeligt og kun let tilsløret. At cubanerne så ikke kan købe varer og ejendom til at vise deres økonomiske formåen skyldes bl.a. USA's handelsblokade imod Cuba.

Julio og jeg aftaler at holde forbindelsen ved lige gennem hans kæreste i Canada. Vi aftaler, at han en dag skal indspille musik med mig i Danmark, og at jeg vender tilbage, når jeg er klar til at gøre mig i det lokale sprog, både det talte og det musikalske.


Jeg er på vej hjem. Egypt Air flight 990, en boing 747, med retning mod Egypten styrter i havet under os, mens jeg intetanende, men med mit nervøse hoved fuld af tanker om alt, hvad der kan ske med et fly, falder i søvn. Det var ikke min tur til at blive spist af hajerne. Livet går videre. Spøg til side. Mit fly befandt sig i samme højde og i samme område som det egyptiske fly, da det forulykkede. Jeg tænker over skæbnen, og på at det har været en fantastisk tur uden skyggen af uheld.

 



Blog Arkiv

Følg
mig!